Statsrevisorerne påtaler i en beretning, at Ankestyrelsens målsætning om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 13 uger for klagesager på beskæftigelses- og socialområdet ikke er opnået i mere end 16 år – trods skiftende ministres intentioner herom.
Ankestyrelsen, der årligt behandler cirka 54.000 klager, er øverste og eneste klageinstans for arbejdsskadesager og sager, der vedrører den beskæftigelsesmæssige og sociale lovgivning.
Statsrevisorerne kritiserer, at Økonomi- og Indenrigsministeriet efter så mange år - siden 2002 - stadig ikke har sikret tilfredsstillende sagsbehandlingstider i Ankestyrelsens klagesagsbehandling på beskæftigelses-, social- og arbejdsskadeområderne.
Statsrevisorernes bemærkning er baseret på:
- I 2018 var Ankestyrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstid for beskæftigelses- og socialsager på 21,3 uger.
- Cirka 70 pct. af sagerne levede ikke op til målet om en sagsbehandlingstid på 13 uger, heraf tog 3,1 pct. af sagerne mere end et år at behandle.
- I 2018 var Ankestyrelsens gennemsnitlige sagsbehandlingstid for arbejdsskadesager 31,6 uger, heraf tog 8,7 pct. af sagerne mere end et år at behandle. Målet om en sagsbehandlingstid på 13 uger gælder ikke for arbejdsskadesager.
Rigsrevisionens undersøgelse angiver samtidig et forbedringspotentiale for Ankestyrelsens produktivitet og sagsflow. Fx kan styrelsen reducere den uproduktive ventetid, hvor en sag ligger stille mellem administrationen og fagkontorer.
Der er også potentiale for at øge produktiviteten. Hvis de mindst produktive kontorer behandlede lige så mange arbejdsskadesager som de mest produktive, ville styrelsen have kunnet afgøre cirka 14 pct. flere sager, uden at det ville have negative konsekvenser for kvaliteten eller sagsbehandlingstiden.
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har fulgt udviklingen i sagsbehandlingstiderne siden 2002.
Se beretningen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.