Det kan snart ikke komme bag på nogen, at gruppen af danske folkepensionister bliver større. Antallet er nemlig vokset 18 måneder i træk. Det viser en ny opgørelse for juni fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).
Her var der 1.232.066 folkepensionister, hvilket er en stigning på godt 34.000 personer i hele perioden.
Udviklingen skal dog ses i lyset af, at pensionsalderen er blevet holdt i ro siden 1. januar 2023, påpeger pensionsselskabet Sampension.
- Den uændrede pensionsalder betyder, at flere løbende opnår den alder, hvor de kan gå på folkepension, og dermed stiger antallet af pensionister også, siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension.
- Og vi må forvente, at tendensen vil fortsætte i de kommende år, da folkepensionsalderen vil være uændret frem til 2030, hvor den efter planen skal forhøjes igen.
Flere med job og pension
Kigger man i stedet på perioden mellem 2019 og 2022, var tendensen den modsatte. Her blev folkepensionsalderen gradvist forhøjet fra 65 til 67 år. I den periode faldt antallet med knap 60.000 personer, viser tallene ifølge Sampension.
I takt med at antallet af pensionister er steget, er gruppen af danskere, der arbejder i pensionstilværelsen, vokset markant. Faktisk har den gruppe aldrig været højere, lyder det videre fra Anne-Louise Lindkvist.
- Udviklingen hænger ikke mindst sammen med, at modregningen i folkepensionen som følge af lønindkomst blev afskaffet sidste år, siger hun.
- Dermed er det kort sagt blevet mere økonomisk attraktivt at være i beskæftigelse i pensionstilværelsen. Og det vil forventeligt også bidrage til, at vi fremover vil se, at stadig flere danskere vælger at arbejde nogle timer eller mere om ugen som pensionister.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.