Fra 2019 til 2020 er antallet af relativt fattige i Danmark faldet med 8.000 mennesker. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
I opgørelsen defineres relativt fattige som personer i lavindkomstfamilier. De har en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten, som er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre, og halvdelen tjener mere.
Ifølge Danmarks Statistik har der i 2020 været 241.700 relativt fattige. Det er 8.000 - eller tre pct. - færre end i 2019.
Flere engangsforhold har spillet ind på sidste års udvikling. Udbetalingen af tre ugers indefrosne feriepenge har i 2020 været med til at øge medianindkomsten og dermed grænsen for lavindkomst.
Engangsudbetaling
Effekten er samtidig modvirket lidt af det skattefrie engangstilskud på 1.000 kr., der er blevet udbetalt til en gruppe af personer på overførselsindkomst i 2020.
- Samlet havde 7.800 færre personer været at finde i gruppen af relativt fattige i 2020, hvis det ikke var for disse to covid-19-relaterede engangsudbetalinger.
- Faldet i antallet af relativt fattige ville således have været på 16.300 personer, skriver Danmarks Statistik.
Opgørelsen fra statistikbanken viser også, at der sidste år har været indkomstfremgang i alle indkomstlag.
Det kan illustreres ved, at hvis befolkningen deles op i ti lige store grupper efter indkomstniveau, så har der fra 2019 til 2020 været indkomstfremgang i alle grupper.
Den største indkomstfremgang har været i den gruppe, som indeholder de ti pct. med lavest indkomst. Her er indkomsten steget med 5,2 pct. Det kan især forklares med, at studerende med studiejob har fået udbetalt feriemidler og fået udbetalt det skattefrie engangstilskud.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.