De såkaldte introduktionsstillinger skulle være redningen for tusindvis af ledige akademikerne, da det offentlige i 2013 fik lov til at betale langtidsledige akademikere 20 pct. mindre i løn i et år, hvis 20 pct. af arbejdstiden til gengæld blev brugt på uddannelse undervejs.
Men kommuner og regioner har på fire år blot ansat 12 personer i introduktionsstillingerne, mens staten har ansat 33 personer, viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Lønkontor, KRL og Akademikerne. Det skriver Ugebrevet A4.
- Med en introduktionsstilling får arbejdsgiveren 20 pct. rabat på lønnen. Og der må man bare sige: Det er jo ikke noget slagtilbud sammenlignet med ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud, der er gratis eller langt billigere for arbejdsgiveren, siger Per Kongshøj Madsen, arbejdsmarkedsforsker og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE til Ugebrevet A4.
Ikke særligt kendt
Det er et synspunkt, som Akademikerne er enig i.
- Ordningen er god. Der er noget at komme efter for både arbejdstageren, arbejdsgiveren og for kollegerne. Problemet er bare, at den skal konkurrere med ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud, som kommunerne har pligt til at bruge, siger Louise Bruun Rosenbaum, chefkonsulent i hovedorganisationen Akademikerne.
Et andet problem er, at virksomheden ganske enkelt ikke kender til introduktionsstillingerne, blandt andet fordi den som overenskomstbaseret ordning ikke automatisk bliver promoveret af jobcentrene.
- Det er en ordning, der ikke sælger sig selv. Det er nok de færreste arbejdsgivere, der kender til muligheden, og det kræver, at organisationerne selv er meget opmærksomme på at udbrede den, siger Mikkel Mailand, lektor og forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, FAOS.
KL: Stadig relevant
Men trods de få ansættelser og den lave kendskabsgrad, er ordningen stadig relevant, fastslår Louise Koldby Dalager, kontorchef i Center for Vækst og Beskæftigelse i KL.
- Der er stadig en vis arbejdsløshed inden for dimittender, hvorfor aftalen fortsat kan have relevans. Om den skal fortsætte, vil være noget, som overenskomstparterne kan drøfte, siger hun.
Derfor vil Akademikerne nu – som de også gjorde i 2015 – gøre mere reklame for introduktionsstillingerne, blandt andet på LinkedIn og Facebook. Og ordningen vil sandsynligvis blive taget med i overenskomsterne i 2018.
- Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at den ikke bliver videreført, siger Louise Bruun Rosenbaum.
Introstillingerne har nemlig stadig deres berettigelse, fordi brugerne optjener dagpengeret – i modsætning til virksomhedspraktik og job med løntilskud.
Ansættelsen i en introduktionsstilling varer et år. En del af arbejdstiden skal bruges på uddannelse, og til det formål kan arbejdsgiveren få op til 20.000 kr. Ordningen blev indført ved de offentlige overenskomstforhandlinger i 2013 og videreført i 2015.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.