ODENSE: For boligselskabet Civica i Vollsmose føles det som skruen uden ende at blive ved med at videoovervåge dele af bydelen. I forbindelse med den eskalerede bandekonflikt i Vollsmose er overvågningskameraer nemlig blevet ødelagt eller pillet ned.
Det er også sket, at linserne er blevet dækket med spraymaling og klistermærker. Det er især gået ud over overvågningen ved Bøgetorvet, som er et område i Odense-bydelen. Civica har derfor besluttet ikke at sætte nye kameraer op, når kameraudstyret systematisk bliver ødelagt eller taget ned, fortæller direktør Jens Pilholm.
- Vi har midlertidigt besluttet at lade det ligge en periode. Politiet er godt i gang med oprydningen, og de er forhåbentligt ved at få trevlet det hele op. Det betyder selvfølgelig også, at vi vil revurdere vores overvågning, siger han.
Ny strategi over for bander
Fyns Politi bekræfter over for DR Fyn, at de har store udfordringer med kameraerne i det område.
- Der er nogen, som hindrer, at vi kan have en generel tryghedsskabende overvågning. Så der må vi erkende, at vi må ud flere gange end andre steder, fortæller politiinspektør Johnny Schou.
Der har i en længere periode været store problemer i det udsatte boligområde, hvor den berygtede bande Black Army har taget kontrollen over en del af området. Politiken beskrev i slutningen af december, at medlemmer af Black Army angiveligt holder vagt i Bøgeparken og kontrollerer, hvem der kommer ind og ud.
Fyns Politi har for tre måneder siden ændret bandestrategi for at komme kriminaliteten til livs. Det betyder, at efterforskningen mod Black Army er blevet samlet under en fælles leder. Samtidig samarbejder politiet med Nationalt Efterforskningscenter og Taskforce Vest for at lægge ekstra tryk på Black Army.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.