Voksne børn af forældre med den kroniske sygdom multipel sklerose har en større risiko end befolkningen i øvrigt for at blive arbejdsløse, få førtidspension og have en årlig indtægt under 250.000 kr., viser ny forskning ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Julie Moberg er cand.mag. i nordisk filologi og filosofi, uddannet sygeplejerske og har netop afleveret ph.d.-afhandling om mennesker, der voksede op med en scle-roseramt forælder. Hendes registerforskning har medtaget alle personer, der fik diagnosen mellem 1950 og 1986. Deres børn var mellem 30 og 57 år ved studiets afslutning i 2012.
- Min forskning viser, at det kan påvirke et menneske helt indtil pensionsalderen at have en kronisk syg mor eller far, og det bør sundhedsvæsenet være opmærksom på. Ingen andre i verden har lavet tilsvarende undersøgelser på børn, der er så gamle. Man har ikke engang vidst, at det kunne have så langvarig indflydelse, siger hun.
Knap 2500 børn af en forælder med multipel sklerose er med i studiet, og kontrolgruppen er på knap 20.000 personer. Resultaterne viser blandt andet, at 31 pct. flere børn af en sklerosesyg forælder var på førtidspension som 30-årige i forhold til baggrundsbefolkningen. I samme alder havde de voksne børn en 11 pct. lavere chance for at være i arbejde end andre.
- Det er ikke engang i nærheden af blot at være en tendens. Det er meget signifikant, siger Julie Moberg.
Samtidig har en uforholdsmæssig stor del af de voksne børn en lav indkomst på under 250.000 kr. om året.
Kærlighed
En opløftende nyhed er, at de socioøkonomiske risici til dels kan være udtryk for stor kærlighed mellem den syge forælder og det raske barn, mener Julie Moberg. Hun har også lavet kvalitative interview med 14 voksne børn mellem 18 og 24 år.
- Mange udtrykker stor ansvarlighed og omsorg. Flere påtager sig meget arbejde for den syge forældre. Når det barn er 30 eller 40 år, er den syge mor eller far tilsvarende ældre og deres problematikker tilsvarende sværere. Plejetyngden bliver større, og det kan blive sværere at få enderne til at mødes, også fordi barnet måske selv har stiftet familie og har mange andre forpligtelser, der hører voksenlivet til, siger hun.
Preben Engelbrekt er direktør i Børn, Unge & Sorg og genkender problematikkerne fra børn af forældre med andre kroniske sygdomme end sklerose.
- Forskningen er vigtig, fordi den underbygger de forhold, vi har set i praksis i mange år. Vi har selv støttet forskning fra Aarhus Universitet, der har fulgt teenagere med syge forældre i en årrække, og som viser, at de er mindst lige så belastede som børn og unge, der mister en forældre, siger han.
Koncentrationsbesvær, forstyrrelser i udviklingen, vanskeligheder ved skolearbejdet og et sind i kronisk alarm er blandt de belastninger, mange lever med.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.