
Socialministeriet har netop offentliggjort den del af de nye retningslinjer for magtanvendelser, der falder ind under ministeriets område.
Det betyder, at det blandt andet fremover er muligt for kommunalbestyrelsen at beslutte, om et botilbud skal have lov til at aflåse dørene til at forhindre at en beboer for eksempel forlader botilbuddet. Det skriver sig direkte i forlængelse af en sag fra Sølund i Skanderborg, hvor personalet fik påbud om, at det ikke var tilladt at låse en udviklingshæmmet borger inde på botilbuddet, på trods af at han af flere omgange havde forladt stedet og var til fare for sig selv.
Det understreges i den politiske aftale, at døre til fællesarealer aldrig må låses. 'Der skal altid være mindst en uaflåst dør i den enkelte borgers bolig', kan man læse i aftaleteksten.
Kommunalbestyrelsen får også mulighed for at afgøre, om der skal bruges stofseler på en borger, eller om der skal bruges såkaldte tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger. Disse afgørelser vil borgere og pårørende efterfølgende kunne klage til Ankestyrelsen over – og det samme vil kommunalbestyrelsen kunne.
Teknologisk råd
Derudover skal der fremover nedsættes et særligt råd for tryghedsskabende velfærdsteknologi, som løbende skal tage stilling til, hvilke velfærdsteknologiske løsninger, der skal kunne anvendes efter magtanvendelsesreglerne.
Det skal sikre, at reglerne for magtanvendelser fremover følger med den teknologiske udvikling.
Og så er det aftalt, at der skal foretages uddannelse og kompetenceudvikling af personalet på botilbud, ligesom der skal laves en evaluering af de nye regler tre år efter, at de er trådt i kraft.
Øget fortællepligt
Ændringerne i reglerne for magtanvendelser er sket efter et serviceeftersyn i 2017, der blandt andet viste, at der i dag ikke uden samtykke er hjemmel til brug af sensorgulve, som kan give borgeren øget sikkerhed og personalet mere ro i sindet, fordi de hurtigere kan hjælpe, hvis en borger er faldet på gulvet i egen bolig og har brug for hjælp.
Men reglerne medfører også, at ledere på bosteder fremover jævnligt skal orientere borgeres pårørende eller værger om, hvilke magtanvendelser der er foretaget over for en borger.
Parallelt med aftalen om magtanvendelse er der indgået en mindre aftale om ændringer på boligområdet som opfølgning på den del af kommuneøkonomiaftalen for 2018, som vedrører fleksibel anvendelse af boliger på det sociale område.
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti står bag aftalen om en revision af reglerne om magtanvendelse over for voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.
Læs hele aftalen om magtanvendelser på socialområdet her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.