AARHUS: Flere partier, der udgør flertallet i Aarhus Byråd, vil holde hånden over bostederne i jagten på et trecifret millionbeløb. Et område, der ellers kunne have stået for skud i forhold til kommende besparelser, efter økonomiaftalen mellem regeringen og KL, skriver TV2 Østjylland.
Den ny økonomiaftale sætter nemlig ikke flere penge af til det specialiserede socialområde, og det betyder, at kommunen har et stort hul at lappe for at sikre mennesker med handicap og socialt udsatte børn, unge og voksne.
Helt konkret drejer det sig om, at byrådsmedlemmerne i kommunen skal finde 170 millioner kroner i løbet af i år, mens det ser ud til, at der skal bruges 284 millioner i 2025.
Men de penge skal findes et andet sted end hos bostederne, hvis det står til Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Venstre. Og de kan tilsammen danne et flertal i byrådet, hvilket Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, har et håb om.
- Jeg vil kæmpe for at friholde bostederne, men jeg bestemmer ikke det hele selv. Det kræver jo et flertal (i byrådet, red.), siger han til TV2 Østjylland.
Der er skåret ind til benene
De tre partier er alle enige om, at bostederne ikke kan holde til flere besparelser, og for Venstres Gert Bjerregaard, der er medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, er det vigtigt at beskytte de allersvageste i samfundet. Det kan partiet gøre ved at holde hånden over bostederne.
- Her er der skåret ind til benet. Der er faktisk skåret ind i benet. Pengene skal findes et andet sted, siger han til kanalen.
Et budskab, som Mahad Yussuf (RV), der også er medlem af udvalget, er helt enig i.
- Vi har nået smertegrænsen, og vi ikke kan være bekendt at skære mere her, siger han.
Men hvor pengene så skal findes, er der endnu ikke enighed om.
Jobcenter måske holde for
Venstre har blikket rettet mod kommunens jobcenter, da partiet ser en oplagt mulighed for at spare netop her.
- Vi har fuld beskæftigelse i øjeblikket, og samtidig har vi aldrig haft så mange ansatte til at betjene jobcentret, siger Gert Bjerregaard. Han foreslår derfor, at man ikke besætter stillinger, når der er naturlige afgange. Men det er Radikale Venstre ikke helt enig i. Partiet peger på de penge, der er tilovers fra Marselistunnelen, som staten har overtaget finansieringen af.
Men det kan ikke komme på tale, at der skal tages fra den pulje, mener Venstres Gert Bjerregaard.
- Det er et lukket rum. Vi har en aftale med Socialdemokratiet, De Konservative og de faglige organisationer, og det er sammen med dem, at vi skal disponere de midler, siger han.
Han er dog ikke helt afvisende for, at der kan findes et mindre beløb, der kan gå til det specialiserede socialområde.
Mulighederne for at finde de 170 millioner kroner er der altså, men enigheden mangler. Det ser dog ud til, at bostederne og de pårørende til handicappede på bostederne kan ånde lettet op.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.