Efterkommere fra ikke-vestlige lande har haft den største stigning i andelen af 0-5 årige børn, der er i dagtilbud - fra 68 pct. i 2017 til 72 pct. i 2019. Det viser publikationen "Indvandrere i Danmark 2021", som Danmarks Statistik udgiver i dag.
Til sammenligning stiger andelen for de vestlige efterkommere i samme periode fra 62 til 64 pct., mens andelen for børn med dansk oprindelse falder fra 72 til 71 pct. Brugen af dagtilbud i 2019 er dermed stort set den samme for efterkommere af indvandrere og børn med dansk oprindelse.
Ser man i stedet på indvandrere er udviklingen anderledes. Her falder andelen fra ikke-vestlige lande, som har børn fra 0-5 i dagtilbud fra 79 til 73 pct., mens stiger den stiger for vestlige indvandrerbørn fra 64 til 65 pct. i perioden.
Flere fattige blandt indvandrere og efterkommere
Publikationen viser også, at flere indvandrerbørn og unge med ikke-vestlig baggrund levede i relativ fattigdom i 2019. 9 og 19 pct. af indvandrere fra henholdsvis vestlige og ikke-vestlige lande levede således i relativ fattigdom. For efterkommere var det henholdsvis 8 og 19 pct.. Blandt personer med dansk oprindelse var det 3 pct.
De relativt fattige har en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten, hvor studerende og formuende ikke tælles med. Forskellen er størst blandt børn og unge.
- Den højere relative fattigdom blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skal ses i lyset af, at beskæftigelsesgraden er lavere end for personer med dansk - og vestlig - oprindelse. Flere indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er på offentlig forsørgelse, og de beskæftigede har i gennemsnit en lavere erhvervsindkomst, siger fuldmægtig i Danmarks Statistik Mark Søndergaard.
"Indvandrere i Danmark" udkommer i år for 15. gang og dækker en lang række samfundsforhold i relation til indvandrere og efterkommere i Danmark.
Årets publikation viser blandt andet, at:
- 45 pct. af 30-årige mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande havde en erhvervskompetencegivende uddannelse i 2010. I 2020 var andelen steget til 58 pct.
- Børn af efterkommere i gennemsnit fik lavere karakter end børn med dansk oprindelse. For drenge var forskellen 1,3, mens forskellen for piger var 1,0.
- Der ifølge befolkningsfremskrivningen vil være henholdsvis 3,5 og 1,8 gange så mange efterkommere fra vestlige og ikke-vestlige lande i 2050 sammenlignet med 2021.
- Der i 2021 er 301.187 personer med dansk oprindelse, som har en udenlandsk født forælder.
- I afsnittet om beskæftigelse kan det bl.a. læses, at indvandrere fra såkaldte MENAP+T-lande har en lavere beskæftigelse end indvandrere fra vestlige og øvrige ikke-vestlige lande.
- I 2019 havde mandlige indvandrere i alderen 16-64 år fra et MENAP+T-land en beskæftigelsesfrekvens på 59 pct., mens den var 73 pct. og 70 pct. for indvandrere fra henholdsvis vestlige og øvrige ikke-vestlige lande.
MENAP+T er en forkortelse for lande i Mellemøsten, Nordafrika samt landene Pakistan og Tyrkiet og er en landegruppering, som både anvendes i forsknings- og samfundsdebatten i Danmark og i udlandet.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.