Fattigdomsgrænsen er genopstået, skriver Jyllands-Posten. Danmarks Statistik har nemlig uden større bevågenhed lanceret en ny udgave af en af de mest omstridte størrelser i dansk socialpolitik, som ellers blev afskaffet af Løkke-regeringen kort efter valget.
Den nye fattigdomsgrænse kommer som en konsekvens af, at Danmark har tilsluttet sig FN’s verdensmål. Et af dem handler om at halvere andelen, der lever i fattigdom, inden 2030. Finansministeriet bad derfor Danmarks Statistik om at udarbejde indikatorer til at følge udviklingen, forklarer Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik:
- Der var fuld armslængde, så det var os, der besluttede, hvad der er fagligt fornuftigt, siger han og understreger, at den nye grænse er én ud af tre indikatorer til at følge fattigdommen.
Minister undrer sig
Den gamle fattigdomsgrænse blev indført af Thorning-regeringen og betød, at man blev regnet som 'relativt fattig', hvis man som enlig uden børn havde en årlig indkomst efter skat på mindre end 103.000 kr. gennem tre år. Det har Danmarks Statistik justeret, så bare et år med en indkomst under 117.000 kr. efter skat er nok.
Den nye metode mere end firedobler antallet af fattige til 227.000 personer i 2016. Personer med formue, studerende og unge, der lige er flyttet hjemmefra, regnes ikke med.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, stod som socialminister bag afskaffelsen i 2015. I dag undrer hun sig over, at 'Danmarks Statistik har brug for at genoplive en fattigdomsgrænse, som har vist sig at være dybt misvisende'. Bl.a. fordi selvstændige var overrepræsenterede. De udgjorde 12 pct. af alle fattige i 2012.
Socialdemokratiet bifalder, at der kommer et nyt bud på en grænse.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.