
Globaliseringen presser helt klart det danske arbejdsmarked, men man skal absolut ikke være blind for, at globaliseringen også muliggør etablering af danske virksomheder i udlandet.
Samlet set var der 1.350.000 ansatte i danske datterselskaber i udlandet. Tallet kan sammenholdes med, at der i Danmark var 1.675.000 ansatte i de private byerhverv i 2015. Mens der i Danmark var flest ansatte i handel og transport mv., så var der i danske datterselskaber i udlandet flest ansatte inden for erhvervsservice (især rengøring og ejendomsservice).
Med 378.500 ansatte beskæftigede danskejede industrivirksomheder i udlandet 74.500 flere end industrien hjemme i Danmark i 2015. Dermed voksede forskellen mellem antallet af industriansatte i danskejet industri i udlandet og industrien i Danmark med 4.000 i forhold til 2014. Samlet set var Storbritannien det land med flest ansatte i danskejede datterselskaber med størstedelen inden for handel og transport mv. og industri mv.
I stigende grad er banker og arbejdsgivere begyndt at tale om, at der er ved at opstå flaskehalse på flere og flere jobmarkeder. Hvor slemt det er, kan ikke opgøres helt præcist, men faktum er, at beskæftigelsen inden for den private sektor er stigende.
Der var 1.800 flere lønmodtagere i januar end i måneden før. Det svarer til en stigning på 0,1 pct. Stigningen er noget lavere end den gennemsnitlige månedlige stigning over de seneste 12 måneder, som var på 3.700 lønmodtagere. 2.676.300 personer havde et lønmodtagerjob i januar. Der er dermed 135.000 flere lønmodtagere end i foråret 2013, hvor lønmodtagerbeskæftigelsen begyndte at stige, men der er 46.500 færre, end da lønmodtagerbeskæftigelsen toppede i 2008.
Langsomt men sikkert er priserne så småt begyndt at stige igen – her og i Europa.
Inflationen i Danmark steg i februar til 0,9 pct. fra 0,7 pct. i januar. Også i EU steg inflationen. I EU var inflationen 1,9 pct. i februar mod 1,7 i januar, Prisstigninger på brændstof og grøntsager trækker inflationen op i både Danmark og EU i forhold til sidste måned.
Inflationen i Europa var i februar højest i Estland med 3,4 pct. Inflationen var lavest i Island med minus 0,2 pct. og i Irland med 0,3 pct.
Mens priserne stiger, ser det ud som om, at detailhandlen stagnerer.
Detailsalget var i februar 0,1 pct. mindre end i januar. I perioden december 2016 til februar 2017 var detailsalget 1,0 pct. lavere end salget i perioden september-november 2016. Man skal dog tilbage til 2011 for at finde en periode, der havde samme høje niveau som perioden september-november 2016. Tallene er korrigeret for prisudvikling, normale sæsonudsving og effekten af handelsdage. Februar er traditionelt en stille måned for detailhandlen.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.