
Lange ventetider er virkeligheden på flere demensafdelinger, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Værst står det til på Hillerød Hospital, en del af Hospitalerne i Nordsjælland, hvor man lige nu må vente 50 uger fra den praktiserende læge laver sin henvisning, til den første undersøgelse går i gang.
- Vi vidste godt, at der var lange ventetider, men at vi er nået helt op på 50 uger, det er faktisk chokerende – det er jo et helt år, siger direktør for Alzheimerforeningen Nis Nissen til TV2 Lorry.
Flere henvises
Hillerød Hospital har tidligere oplevet ventetider mellem 12 og 30 uger og skriver i en mail til TV2 Lorry, at man oplever en forøget ventetid, fordi der henvises flere patienter til det samme antal læger.
En stigning i antallet af patienter skyldes både en øget opmærksomhed omkring sygdommen og en stigning i forekomsten af demens.
25.000 i Region Hovedstaden har en demenssygdom, skønner Nationalt Videnscenter for Demens, og det tal vil frem mod 2030 stige med 36 pct.
- Vi har brug for, at der ansættes flere folk. Antallet af mennesker, der bliver henvist, stiger langt mere, end vi kan følge med, siger professor og leder af Nationalt Videnscenter for Demens, Gunhild Waldemar til TV2 Lorry.
Ingen adgang til medicin
De lange ventetider kan gå hårdt ud over borgere med en demenssygdom.
Ikke alene kan uvisheden udvikle sig til stress og være med til at forværre sygdommen. Man kan heller ikke påbegynde en behandling, før man får stillet den korrekte diagnose, oplyser Alzheimerforeningen.
- Det medicin, der er udviklet til at forsinke sygdommen og afhjælpe symptomerne, kan man ikke få adgang til, før man er diagnosticeret. Man kontakter heller ikke Alzheimerforeningen for at modtage hjælp og råd, hvis ikke man ved, at man har en demenssygdom, siger Nis Nissen.
Siden 2013 har man som patient i Danmark haft ret til at påbegynde sin udredning inden 30 dage. Hvis hospitalerne ikke kan leve op til det, har de 30 dage til at lave en udredningsplan, hvor det fremgår, hvornår patientens udredning starter.
Hillerød Hospital forventer, at ventetiden vil være nedadgående efter sommerferien. Hospitalet vil dog ikke over for TV2 Lorry uddybe, hvad man bygger den forventning på.
Se herunder de aktuelle ventetider for første undersøgelser, som dknyt har hentet i Sundhedsdatastyrelsen:
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.