Dér, hvor ingen andre er

100 år er en særlig begivenhed. Uanset om det er et menneske, der runder den høje alder. Eller når der er tale om en organisation, der kan fejre sin 100 års dag. Og når det handler om en frivillig organisation, er det ekstra flot at kunne holde 100 års fødselsdag.

Derfor et stort tillykke til Kirkens Korshær med de første 100 år. Kirkens Korshær er præget af et stærkt menneskesyn, et stærkt engagement og en stærk tilgang til dansk socialpolitik og socialindsats. Det fremgår også med al tydelighed i den bog, der er udgivet i forbindelse med 100 års dagen, og som har Finn Slumstrup som forfatter.
Bogen har den sigende titel: 'Dér, hvor ingen andre er'. Og den titel fortæller i få ord om det kæmpe arbejde, som Kirkens Korshær gør.

Kirkens Korshær har altid været der for de nødstedte og de mest udsatte grupper i vort samfund. For de ensomme, for de forladte og for de mennesker i vort samfund, som ser flere spøgelser og dæmoner, end vi andre måske gør. De mennesker, som har svære problemer med at få livet til at hænge sammen.
Menneskeligt er det afgørende at nogen går den vej. Ellers lader vi barbariet råde: De velstillede og velbjærgede klarer sig, og så lader vi Fanden tage resten.

Kynisk leflen for mellemlagsgrupper
Politisk er det også afgørende. Vi har mange interessegrupper og frivillige organisationer i Danmark, som er gode til at rejse behovet for en forstærket indsats på en lang række områder. Og det er godt. Vi skal tilgodese nye behov for særlige indsatser gennem lovgivning, gennem vort sundhedsvæsen og gennem kommunale prioriteringer. Det er godt sådan. I respekten for demokrati og dansk folkestyre skal rigtig mange interesser tilgodeses. Men vi skal huske, at det ikke er alle samfundsborgere, der er i stand til at mobilisere det hornorkester, der skal til, for at sikre den politiske ørenlyd.

Her kommer Kirkens Korshær på banen. Og spiller en vigtig rolle. Organisationen har gennem 100 året bidraget til at udsatte mennesker, og indsatsen for dem, har været sikret en kritisk platform i den socialpolitiske debat. Og hvis ikke vi konstant mindes om det, så er der en risiko for, at vi vender os bort, lukker øjnene eller vender ryggen til – enten i ligegyldighed eller fordi vi ikke vil vide af de problemer, som et tempofyldt, effektivt og velsmurt samfund også skaber.

Vi skal også mindes om det af den simple grund, at vi ellers kan ende i en politisk og kynisk leflen for de store mellemlagsgrupper, som er gode til at formulere krav og til at argumentere for dem: Hvem mere har, skal mere gives!
Den socialpolitiske debat kan nogle gange være præget af håbløshed eller elendighed. I hvert fald når den er værst. Folk kan ikke blive fri af deres misbrug, for der er alt for mange tilbagefald efter gennemførte behandlingsforløb. Fængslerne fyldes med mennesker, der udstår deres staf, men også her er tilbagefaldet alt for stort. Ja, og nogle går endda så langt, som til at sige, at fattigdom og sociale problemer i virkeligheden er selvforskyldt. Sådan er det ikke! Sociale problemer er et samfundsmæssigt anliggende. Og det er et menneskeligt og etisk anliggende.

Mørkest lige inden daggry
Udover fattigdommens klassiske ansigt – manglen på et forsørgelsesgrundlag, manglen på et sted at bo og vanskelighederne ved at give sine egne børn en tryg opvækst – er der en ny fattigdom af endnu større dimensioner. Jeg tænker her på ensomheden. Følelsen af at være kastet af eller sat udenfor i en moderne verden. En verden hvor alting skal være mere og mere perfekt og mere og mere strømlinet og konformt. Ensomheden er stor i vort samfund, og jeg tror desværre den er større, end nogen af os holder af at tænke på.
Derfor er håbet for det enkelte menneske, og håbet for os som mennesker i et fællesskab vigtigt.

Det handler om, at dagen i morgen kan blive blot lidt bedre end dagen i dag. Og det handler om at man kan mødes med et andet menneske, som ved at den mørkeste time om natten, er den inden daggry. Korshærens arbejde er præget af dette menneskesyn. Et menneskesyn, der fortæller os, at det handler om at holde af, at holde om, og holde med!

Allerstærkest er det vel fortalt i ur-fortællingen om Den Barmhjertige Samaritaner, som klart understreger den opgave, vi har overfor næsten. Det er overkommeligt at tage sig godt af den næste, der ligner en selv. Det er straks sværere at være medmenneske, når det handler om et menneske der er kørt i grøften, som er såret og beklemt, og som er ramt på selvfølelse og værdighed.

Ikke staklernes hus
Allan Olsen har skrevet en sang, hvor han igen og igen synger omkvædet: 'Staklernes stakler fra Staklernes Hus'. Kirkens Korshær er ikke 'Staklernes Hus'. De er en livskraftig og engageret organisation, der tør være dér, hvor ingen andre er.

Eller sagt mere præcist: Tør være dér, hvor det kan være vanskeligere for andre at være eller nå ud!

Jeg tror i hvert fald ikke at vi som kommune eller som offentlig myndighed vil kunne agere med sammen troværdighed og samme effekt. Også her handler det meget om menneskesynet, om hjælpen og om måden, den gives på.

Det er vigtigt med et fristed. Det er vigtigt med anonymitet. Det er vigtigt med et livsrum, hvor man ikke konstant bliver mødt med uoverstigelige krav og forventninger. Det er vigtigt med tilbud, hvor dørtrinnet er lavt og porten vid. Og det er vigtigt, at vi har et sted, hvor det strengt menneskelige og håbet for hinanden kan sættes på spidsen og i spil.