dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Ekspert: Kommunerne er nødt til at gentænke ældreområdet
- Hvis vi bare bliver ved med at gøre det, vi gør indtil nu, så risikerer vi at ende i en situation, hvor der er mennesker med behov for behandling og pleje, som simpelthen ikke kan få det, siger Pia Kürstein Kjellberg.
Foto: Vive

Ekspert: Kommunerne er nødt til at gentænke ældreområdet

Formanden for den ekspertgruppe, som sidste uge gav anbefalinger til Odenses ældreområde, siger bl.a., at kommunerne skal ændre den måde, man tænker ældre på.
27. NOV 2023 13.30

- Vi kan ikke tillade os at blive ved med at gøre det, som vi har gjort indtil nu, siger Pia Kürstein Kjellberg om ældreområdet, der er på vej ind i en krise.

Hun er projektchef og ekspert i organisation hos Vive og formand for en ekspertgruppe, som Odense Kommune har fået til at komme med anbefalinger til, hvordan kommunen bedst udvikler dens ældreområde. Anbefalinger, som blev præsenteret i sidste uge, og som hun fortæller, hvad betyder for alle landets kommuner, i podcasten Kort Fortalt.

For selvom anbefalingerne og ekspertgruppens rapport er lavet til Odense Kommune og den situation, man står i her, er udfordringerne på ældreområdet et landsdækkende problem, understreger hun.

- Hvis vi bare bliver ved med at gøre det, vi har gjort indtil nu, så risikerer vi at ende i en situation, hvor der er mennesker med behov for behandling og pleje i eget hjem og eller på sygehus, som simpelthen ikke kan få det, fortsætter Pia Kürstein Kjellberg.

Måden vi tænker ældre på er forkert

Der bliver flere og flere ældre i Danmark samtidig med, at der uddannes færre sundhedspersonaler og fagpersoner til ældreområdet. Det betyder bl.a., at kommunernes budgetter til eksterne vikarer de seneste år er steget. Helt præcis fra 1,5 mia. kr. i 2018 til 2,2 mia. kr. i 2022. 

Ifølge Pia Kürstein Kjellberg er en af de grundlæggende fejl i dag måden, vi tænker ældre på.

- De overordnede anbefalinger (fra ekspertgruppen, red.) handler om, at vi bliver nødt til at holde op med at tale om de ældre som sådan en samlet gruppe, der har ensartet behov for hjælp. Ældre mennesker er, jævnfør flere studier på området, faktisk mere forskellige. Vi udvikler os til at blive endnu mere forskellige, jo ældre vi bliver, siger hun i podcasten.

- Det betyder også, at ældres behov er forskellige. Der vil være en gruppe af ældre, som lever raskt og velfungerende og i stand til at klare sig selv hele livet. Og så vil der være en anden gruppe af ældre, der får forholdsvis massivt behov for behandling og pleje, og selvfølgelig en masse derimellem. Og vi vil rigtig, rigtig gerne opfordre til, at man begynder at tale om, at ældre ikke bare er ældre med ensartede behov, men at der er de her forskellige grupperinger, fortsætter Pia Kürstein Kjellberg.

Hvad det og ekspertgruppens andre anbefalinger har af betydning for kommunernes ældreområder, kan du høre mere om i det seneste afsnit af Kort Fortalt. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.