ESBJERG: Som i andre kommuner blev det specialiserede voksensocialområde i Esbjerg dyrere end forventet - konkret 55 mio. kr. ekstra i 2022, så kommunen sidste år brugte omkring 650 mio. kr. på området, fremgår det af referatet fra det seneste møde i social- og arbejdsmarkedsudvalget.
Forvaltningen forventer at udgiftspresset vil fortsætte i 2023, hvor udviklingen peger på flere dyre sager og markant øgede udgifter grundet inflation og energipriser. Samlet set forventer forvaltningen et merforbrug i år 2023 på ca. 100 mio. kr.
På den baggrund besluttede udvalget at sætte gang i en spareproces svarende til op imod 40 mio. kr. og forvaltningen skal nu komme med forslag til reduktion af udgifterne på det specialiserede voksenområde i 2023.
Dyre enkeltpladser
I Esbjerg Kommune er både antallet af borgere og de samlede udgifter til borgere, der koster mere end en million kroner om året, steget de seneste år, skriver JydskeVestkysten. Fx fra 2020 til 2021, hvor antallet gik fra 78 til 93 borgere, hvis pleje i gennemsnit landede på cirka 1,6 millioner kroner årligt. De tre dyreste sager på området koster årligt henholdsvis 5,3 millioner kroner, 4,2 millioner kroner årligt og 3,4 millioner kroner årligt.
- 2023 ser ud til at sprænge alle rammer, og vi kan ikke bare lade stå til. Derfor har vores indstilling til politikerne været, at forvaltningen udarbejder et sparekatalog på op mod 40 millioner kroner, der kan tages i anvendelse løbende i indeværende år. Vi arbejder både i et akutspor og i et planlagt sport med udmøntning af besparelserne i budgetaftalen siger direktøren for Borger & Arbejdsmarked Lise Plougmann Willer til avisen.
I forbindelse med budgetforliget for 2023 blev der indgået en aftale om at fjerne yderligere 60 mio. kr. på driften de kommende to år, hvis verdens økonomiske realiteter ikke tegnede lysere. Selve budgetforliget indeholdt kun en besparelse på driften i 2023 på 15 mio. kr.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.