Et stort hjerte er ikke nok – om plejefamiliers arbejde

Lise Ravnkilde:
Et stort hjerte er ikke nok
150 sider
Forlaget Ravensource

At være plejefamilie er verdens bedste og verdens sværeste job …. sådan udtaler næstformand i Plejefamiliernes Landsforening Marianne List sig.

At denne udtalelse er sand, får man som lægmand en god beskrivelse af, ved at læse Lise Ravnkildes bog: Et stort hjerte er ikke nok. En bog om plejefamiliers arbejde, der er læseværdig for alle, der har interesse for området, det kan være kommunalpolitikeren, lægen, den familie der mener at have et rummeligt hjerte, terapeuter etc.

Lise Ravnkilde vil med sin bog bidrage til den faglige diskussion om det at være plejefamilie. I bogen beskrives de mange dilemmaer, man oplever ved at sige ja til jobbet. Bogen giver et sjældent indblik i plejefamiliernes hverdag, hvor et stort hjerte og rummelighed ikke er nok. Der kræves stor faglighed og professionalisme, relevant supervision og et godt samarbejde med arbejdsgiver, som er den pågældende kommune og den aktuelle sagsbehandler.

Bogen er baseret på interviews med mange forskellige plejefamilier og deres konkrete arbejde. Hvilke børn komme i pleje og hvilke ressourcer stilles til rådighed for familierne?

Siden 1995 har Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) haft udsatte børn og unge som et af deres fokusområder. Alligevel er forskningen på området stadig mangelfuld. Måske derfor oplever plejefamilierne meget forskellige tilgange til området hos landets kommuner. 

Det er de forskellige tilgange, der er slående når man læser bogen. Når jeg læser bogen undrer jeg mig over de vilkår plejefamilierne skal fungere under. På trods af de vilkårlige vilkår lykkes mange opgaver i den enkelte plejefamilie, men det kræver til tider alle og hele plejefamiliens ressourcer.

Det slående er med ovennævnte, hvor tilfældigt supervisionen er. Hvem der giver den og den manglende sondring mellem supervision og konsulentbistand. Supervisionen er fuldstændig op til den enkelte kommunes beslutning om, hvor mange ressourcer der må bruges på den enkelte plejefamilie. Nogle kommuner mener, at den sagsbehandler der er tilknyttet barnet, kan være kontaktperson for den biologiske familie, kontaktperson for plejefamilien, børnenes talerør og samtidig supervisor. Det er chokerende at læse, at der ikke er kravsspecifikationer til en supervisor. 

Plejefamilien og den biologiske familie
Det er sagsbehandleres opgave at tage ansvaret for samværet med den biologiske familie. Samarbejdet mellem de biologiske forældre og plejefamilierne kan være konfliktfyldt af forskellige grunde. Biologiske forældres mangel på forældreevne, kan skyldes misbrug, personlighedsforstyrrelser eller andet, der kan være en tilbagevendende udfordring for alle involverede parter.

Derfor er det så vigtigt, at sagsbehandleren har de faglige kompetencer der skal til. En biologisk mor med borderline kan være svær at samarbejde med. Og her bliver det ikke lettere, når sagsbehandleren kan trækkes rundt i manegen på grund af manglende faglighed og indsigt i de problematikker, der er med en borderline-forælder. 

Ansat eller selvstændig
Som plejefamilie er det lidt fugl og lidt fisk når det gælder ansættelsesforholdet. Når en plejefamilie ansættes, indgås der en kontrakt med kommunen. De fleste kontrakter mellem plejefamilie og kommune har en måneds opsigelse. Og det er uanset om familien har arbejdet som plejefamilie i 20 år eller to måneder.

Kommunerne, bakket op af KL, betragter plejefamilierne ansættelsesretligt som selvstændige. – det mener SKAT ikke, så også her vil der være brug for at få en god drøftelse af de juridiske rettigheder.  

Lise Ravnkildes bog, som er på ganske få sider, med absolut læseværdige cases, giver et godt indtryk af det at være plejefamilie.  

Mediekonsulent Lene Stenstrop