
Over hele landet har kommuner svært ved at at finde familier, der vil tage sig af nogle af samfundets mest udsatte børn. De seneste fire år er antallet af godkendte plejefamilier faldet med 450, viser nye tal fra landets socialtilsyn. Samtidig svarer 58 af 76 kommuner i en rundspørge foretaget af Jyllands-Postens Bibliotek og Research, at det er svært at rekruttere nye plejefamilier.
Odense er en af de kommuner, der oplever tendensen. Her er en stor andel børn anbragt uden for kommunegrænsen på grund af mangel på plejefamilier, siger rådmand Susanne Crawley (R).
- Vi har færre plejefamilier, end vi har børn, der skal anbringes, siger hun.
Susanne Crawley konstaterer samtidig, at en anbringelse væk fra barnets nærmiljø gør situationen 'endnu sværere' for barnet. I rundspørgen svarer et stort antal kommuner, at manglen på plejefamilier går ud over børnene. Blandt andet oplever børn skoleskift og at flytte langt væk fra venner og øvrige netværk. Jagten på en egnet plejefamilie kan også forsinke processen, før barnet bliver anbragt, lyder det.
21 kommuner svarer direkte, at de har måttet 'gå på kompromis', når de matcher barn og plejefamilie. Statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort udsatte børn til en mærkesag og annonceret, at regeringen ønsker at anbringe flere børn tidligere. Det bliver udfordret af det faldende antal plejefamilier, vurderer Frank Cloyd Ebsen, docent og institutleder ved Københavns Professionshøjskole.
- Når der er et underskud af familieplejere, er der en større risiko for, at kommunerne sender børn ud i plejefamilier, hvor familien ikke kan magte dem, siger han til Jyllands-Posten.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) anerkender, at regeringen 'har en opgave' i at sikre flere plejefamilier. Men hun fastholder målet om at anbringe flere børn tidligere.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.