
KØBENHAVN: Socialforvaltningen i København har opgjort antallet af indberettede magtanvendelser for 2017 på forvaltningens bo – og dagtilbud for borgere med handicap, psykisk syge borgere, børn og unge samt for gruppen af udsatte borgere. I
2016 blev der i alt registreret 1.854 magtanvendelser og i 2017 1.610 – altså et fald på 244 magtanvendelser.
- Det er altid positivt med så få magtanvendelser som muligt. Men vi kan aldrig undgå magtanvendelser fuldstændig, da det også er en del af den måde, vi yder omsorg over for borgerne på. For eksempel er det også en magtanvendelse, når unge fastholdes for at undgå, at de gør skade på sig selv, fortæller administrerende direktør i Socialforvaltningen, Nina Eg Hansen.
Brugen af magtanvendelser følger mindsteindgrebsprincippet, der betyder, at man altid skal afprøve den løsning, der har den mindste indgriben på borgeren, først. Blandet andet derfor mener Nina Eg Hansen heller ikke, at man udelukkende kan kigge på antallet af magtanvendelser.
- Det vigtigste er derfor heller ikke det endelig antal af magtanvendelser men derimod, at vi hele tiden arbejder for, at magtanvendelser som udgangspunkt skal undgås, og at det socialpædagogiske arbejde altid kommer først, fastslår Nina Eg Hansen.
Nedgang på handicap- og børneområdet
Det er vigtigt at påpege, at enten et fald eller en stigning i antallet af magtanvendelser ofte skyldes nogle helt konkrete nye tiltag eller procedurer på de enkelte bo- og dagtilbud, lovændringer eller konkrete tilfælde med specifikke borgere.
I tabellen her ses blandt andet, at der fra 2016 til 2017 er sket en nedgang i antallet af magtanvendelser på handicapområdet (voksne) samt på børneområdet (inkl. børn med handicap).
Faldet af magtanvendelser inden for handicap kan blandt andet tilskrives, at kameraovervågning af borgere ikke længere fremgår af Socialforvaltningens magtanvendelsesstatistik. Brugen af kameraovervågning på handicapområdet skal derimod være lægeligt godkendt i overensstemmelse med reglerne i sundhedsloven.
Der er ligeledes en konkret forklaring på, hvorfor antallet af magtanvendelser på børneområdet (herunder børn med handicap) også er faldet. Den nye lov om voksenansvar for anbragte børn og unge gør det lovligt 'fysisk at guide' børn og unge, uden at der er tale om en magtanvendelse.
Der er derimod tale om lette berøringer, der kan være med til at berolige og guide de anbragte børn og unge i visse situationer og dermed medvirke til at undgå konflikter. Sådanne hændelser skal altså ikke længere registreres som magtanvendelser, hvilket forklarer faldet på området.
Stigningen på psykiatriområdet skyldes enkelte tilfælde
Der er en forholdsvis stor stigning i antallet af magtanvendelser inden for psykiatrien. En stigning som denne kan for eksempel skyldes én borger, der genererer mange magtanvendelser eller nogle få specifikke hændelser på ét botilbud.
Et eksempel herpå er, da der blev konstateret væggelus på et botilbud, hvorfor medarbejderne derfor måtte have adgang til beboernes værelser for at gøre rent og bekæmpe væggelusene – og dermed også til de beboeres værelser, som ikke havde givet samtykke til rengøringen. At tiltvinge sig adgang til en borgers bolig kategoriseres også som en magtanvendelse og tæller derfor også med i den samlede opgørelse.
En stigning, som denne inden for psykiatriområdet, kan altså se omfattende ud på papiret, men der er altid en faglig begrundet og ofte også udramatisk årsag til forøgelsen af magtanvendelser.
- Der findes mange former for magtanvendelse – lige fra fastholdelser i situationer, hvor borgeren kan ske at gøre skade på sig selv eller andre over fastspænding af en borger i kørestol, hvis der er risiko for fald og til fjernelse af hash fra børns værelser.
- Derfor er en del af magtanvendelserne i Socialforvaltningen uundgåelige og samtidig en del af den omsorgsforpligtelse, som Socialforvaltningen har over for borgerne.
- Hjemlerne til magtanvendelserne findes i serviceloven og voksenansvarsloven.
- Socialforvaltningen er løbende i dialog med Socialtilsynet om arbejdet med magtanvendelser, hvor det også diskuteres, hvordan arbejdet i de forskellige tilbud tilrettelægges, så magtanvendelser bruges i mindst muligt omfang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.