Knap fire ud af ti lokalpolitikere har været udsat for trusler eller chikane, viser rundspørge. En farlig udvikling for det lokale demokrati, vurderer forsker.
En aften Peter Nyegaard Jensen ser tv med familien, lyder der pludselig høje klask på vinduet. Peter Nyegaard Jensen, der er medlem af Silkeborg Byråd for Venstre, skynder sig ud for at se, hvad der foregår:
- Der er nogen, som kaster æg på ruderne og skynder sig væk, siger lokalpolitikeren til A4 Arbejdsmiljø.
Han er langtfra den eneste for hvem, det politiske engagement har haft en bagside. 39 pct. af kommunalpolitikerne svarer i en rundspørge foretaget af A4 Arbejdsmiljø, at de har været udsat for trusler eller chikane i forbindelse med deres politiske arbejde. 881 af landets 2.432 kommunalbestyrelsesmedlemmer har svaret på rundspørgen.
Møtrikker løsnet
Et af de grovere tilfælde oplevede Jan Ryberg, da han i protest forlod Socialdemokratiet i Helsingør og dannede en lokalpolitisk liste:
- Nogen løsnede møtrikkerne på mine forhjul, så det ene faldt af, mens en af mine medarbejdere kørte i bilen. Det var rent held, at han ikke kom til skade, siger Jan Ryberg.
Ifølge Roger Buch, som er kommunalforsker og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er der i dag flere lokalpolitikere, der oplever chikane end for 15 år siden.
En af forklaringerne er det økonomiske pres på kommunerne:
- Når der skæres på eksempelvis ældreområdet kommer følelserne let i kog, siger Roger Buch, der mener, at chikanen er farlig for det lokale demokrati, fordi det afholder folk fra at engagere sig.
Stigning
Når næsten to ud af fem byrådsmedlemmer i den nye undersøgelse svarer, at de oplever chikane eller trusler i forbindelse med deres politiske arbejde, er der tale om det samme resultat, som en række tidligere undersøgelser på området er nået frem til.
I februar 2018 viste en lignende undersøgelse, at fire ud af ti medlemmer i landets kommunalbestyrelser og regionsråd har oplevet chikane, hærværk, trusler eller vold i forbindelse med deres hverv som politiker. Den gang stod KL og Danske Regioner bag undersøgelsen i samarbejde med Økonomi- og Indenrigsministeriet.
På kommunen.dk gennemførtes en lignende undersøgelse i 2016. Den gang svarede 42,8 pct. af byrådsmedlemmerne, at de har været udsat for chikane fra borgere i forbindelse med deres byrådsarbejde. Dengang svarede 26 pct. af byrådsmedlemmerne også, at de har været udsat for chikane fra andre byrådsmedlemmer.
I maj 2018 besluttede et bredt flertal i Folketinget at hæve normalstrafniveauet, så sager om chikane og trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv er en tredjedel højere. Det samme gælder i sager om hærværk begået mod disse personer.
ka+rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.