Antallet af 60-64-årige der får tildelt førtidspension, er mere end fordoblet på fire år, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som er baseret på tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det skriver dagbladet Information.
I 2013 fik 863 personer mellem 60 år og 64 år tildelt førtidspension, og i 2017 var det tal vokset til 1940 personer, hvilket er en stigning på 133 pct. Det skyldes ifølge senioranalytiker Emilie Agner Damm fra Arbejderbevægelsens Erhversråd, at aldersgrænsen for hvornår borgere kunne gå på efterløn, blev ændret med tilbagetrækningsreformen i 2011:
- Nogle har malet et billede af, at de der brugte efterlønnen, gik derhjemme og spillede golf. Men de her tal understreger, at efterlønnen i høj grad blev brugt af folk, der var nedslidte, siger hun.
Seniorforsker Mona Larsen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, forklarer, at reformen ser ud til at have presset flere ældre over i førtidspension. Hun vurderer over for Information, at stigningen indtil videre ser ud til at svare til, at andelen af 60-64-årige på førtidspension er kommet op på det niveau, man kunne forvente i fravær af efterlønnen.
Reformen har været med til at hæve beskæftigelsesfrekvensen blandt de 60-64-årige, som er vokset med 11 procentpoint på fire år, skriver Information.
- Man kan frygte, at der er en gruppe af ældre, der ikke er syge nok til at få førtidspension, men som heller ikke er raske nok til at gå på arbejde, og de bliver klemt i systemet, siger Emilie Agner Damm til Ritzau.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skriver i en mail til Information, at det er 'meget positivt', at flere over 60 år arbejder. Han peger på, at der skal være ordninger for dem, der er nedslidte og ikke kan arbejde, som allerede findes i form af seniorførtidspension og fleksjob.
Han skriver også, at han 'følger udviklingen på området tæt' og at regeringen har nedsat en tænketank, der skal forbedre arbejdslivet for ældre og få dem til at blive længere på arbejdsmarkedet. Tænketankens arbejde skal være afsluttet i sommeren 2019.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.