
Der er flere indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, der har en holdning om, at det er vigtigt at have et arbejde, end der er danskere, der synes, at jobbet er vigtigt for at kunne forsørge sig selv. Der er således en andel på henholdsvis 85 pct. og 82 pct. blandt såkaldt minoritetsetniske mænd og kvinder, som vurderer, at det er meget vigtigt for dem at have et arbejde.
Modsat mener henholdsvis 75 pct. af danske eller vestlige mænd og kvinder det samme. Det viser en undersøgelse fra Als Research lavet for Ligestillingsafdelingen i Udenrigsministeriet, der har forsøgt at klarlægge forskelle og ligheder i holdninger til ligestilling blandt minoritetsetniske og majoritetsetniske borgere i Danmark.
På tværs af køn og etnisk oprindelse mener i alt 94 pct. af de 4.423 adspurgte kvinder og mænd i alderen 18-64 år, at det er vigtigt eller meget vigtigt at have et arbejde for at forsøge sig selv. De er blevet stillet i alt 42 spørgsmål til deres syn på ligestilling og deres syn på arbejdsmarked, familieliv, børneopdragelse, seksualitet og maskulinitet.
Det er for eksempel spørgsmål som hvorvidt en mand skal være fysisk stærk, om han bør undlade at græde, om han bør være den primære ansvarlige for familiens økonomi og om han skal have det sidste ord, når det gælder beslutninger i hjemmet. Det er også spørgsmål som 'Hvor enig eller uenig er du i, at det især bør være kvindens ansvar at stå for børneopdragelsen?' og 'Hvor enig eller uenig er du i, at kvinder kan være lige så gode ledere som mænd?'.
Ud fra svarene har Als Research kunnet opstille fem holdningsprofiler. Lige under halvdelen (48 pct.) af minoritetsetniske mænd viser sig at være konsekvent ligestillingsorienterede, mens det gælder lige over halvdelen af danske mænd (58 pct.). Til gengæld er tallet for danske kvinder her 71 pct. 'Resultatet understreger en meget væsentlig – og positiv – overordnet tendens i denne undersøgelse', konkluderer Als Research i rapporten.
Rapporten kan findes her.
Andre resultater fra undersøgelsen
- 7 pct. af både de minoritetsetniske og majoritetsetniske mænd mener, at det nogle gange kan være nødvendigt at slå børn.
- Knap 20 pct. af de minoritetsetniske mænd og kvinder vil ikke tillade deres partner at have venner af det modsatte køn udover familien. Det gælder for henholdsvis 2 og 5 pct. af de majoritetsetniske mænd og kvinder.
- 22 pct. af de minoritetsetniske mænd og 12 pct. af de minoritetsetniske kvinder mener, at homoseksualitet ikke bør accepteres i samfundet. Det gælder henholdsvis 3 og 1 pct. af de majoritetsetniske mænd og kvinder.
- Lige over 20 pct. af minoritetsetniske mænd og kvinder mener, at det især bør være kvindens ansvar at stå for børneopdragelsen. Det mener lige under 5 pct. af majoritetsetniske mænd og kvinder.
Minoritetsetniske mænd og kvinder er indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, som er personer, der er født uden for en af de 28 EU-lande* og hvor ingen af forældrene er danske statsborgere eller født i Danmark. Det er også efterkommere, dvs. personer, som er født i Danmark, men hvor ingen af forældrene både er danske statsborgere og født i Danmark.
Majoritetsetniske mænd og kvinder er personer med dansk eller vestlig oprindelse, dvs. som har mindst en forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.
*Eller Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.