
Folketinget har torsdag indgået en aftale, der fordeler penge til blandt andet handicapområdet, ligestilling og demensområdet. Alle partier i Folketinget er ifølge Social-, Bolig- og Ældreministeriet med i aftalen om SSA-reserven, der i år er på 885 millioner kroner.
SSA-reserven var tidligere kendt som satspuljen. Med den fordeles penge på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Midlerne dækker initiativer over de næste fire år.
- Med denne aftale gør vi en forskel for nogle af de borgere, der har allermest brug for hjælp og støtte fra vores fællesskab, siger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse.
Kommuner kan søge midler i flere ansøgningspuljer
Kommuner kan blandt andet søge om midler til fritidspasordninger, hvis kommunen ikke har en, eller hvis kommunen kun har fritidspas i form af kontingentstøtte. Der afsættes 10 mio. kr. til ansøgningspuljen.
Derudover afsættes der 13,1 mio. kr. til, at blandt andet kommuner kan søge midler til at afprøve forskellige tilgange og samarbejdsmodeller til at styrke nærvær og plejehjemsbeboernes livsglæde, selvbestemmelse og valgfrihed.
Kommuner, hvor der findes stofmisbrugsmiljøer i andre kvarterer end det kvarter, hvor der allerede er placeret stofindtagelsesrum, kan søge midler til et pilotprojekt med et mobilt stofindtagelsesrum. Der afsættes 10 mio. kr. til denne pulje.
Der afsættes 10,3 mio. kr. til en ansøgningspulje om tidlig indgriben ved risiko for hjemløshed eller tilbagefald til ny kriminalitet for mænd og drenge. Kommuner kan søge midler til at styrke den kommunale indsats for særligt mænd, der har modtaget en dom, og dermed mindske risikoen for hjemløshed og ny kriminalitet ved løsladelse.
Sådan har partierne blandt andet afsat pengene
Partierne har afsat 125 millioner kroner til en styrket indsats på demensområdet. Desuden bruges knap 100 millioner kroner på handicapområdet. Heraf afsættes midler til en uddannelsespulje på det specialiserede socialområde, fremgår det af pressemeddelelsen.
Der afsættes 80 millioner kroner til tilbud om behandling til "mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndom og ungdom". Også ligestillingen styrkes med aftalen, og der udmøntes penge til foreninger og organisationer, som hjælper kvinder og børn, som udsættes for vold. Der afsættes samtidig 35 millioner kroner til en handlingsplan for mænd og drenges ligestilling.
Hos De Radikale ærgrer socialordfører Lotte Rod sig over, at regeringen har insisteret på at bruge en stor del af SSA-pengene på familieret og ældrepleje, som burde ligge uden for SSA.
Det betyder færre penge til dem, som burde få SSA-midlerne, påpeger hun.
- Jeg er især ked af, at vi ikke kunne få opbakning til at støtte Venner viser vej, Kvinfos mentornetværk og Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Dem kommer vi til at kæmpe videre for, siger Rod.
I SSA-reserven udmøntes også 50 millioner kroner til øget beskæftigelse for psykisk sårbare førtidspensionister.
Hele aftalen kan læses her.
/ritzau/apo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.