Trods en lang række ghettopakker og tocifrede milliardbeløb er sammensætningen af beboerne i socialt belastede boligområder den samme som for 30 år siden. Det viser en ny undersøgelse, som Kraks Fond Byforskning står bag, skriver Berlingske.
Meget enkelt sagt lyder konklusionen: en gang ghetto, altid ghetto.
Forskerne har kigget på de 31 udsatte boligområder, som kom på den foregående regerings såkaldte ghettoliste i 2014.
Folk i job flytter
Andelen af beboere, som er arbejdsløse, uden uddannelse, kriminelle eller har lav indkomst, har stort set ikke forandret sig siden 1985. Gruppen af indvandrere og efterkommere udgør dog i dag omkring halvdelen af beboerne mod ti procent for 30 år siden.
En del af forklaringen er, at beboere i ghettoerne, som får et job eller en uddannelse, flytter. Og de, der flytter ind, har større sociale problemer, skriver Berlingske.
Men der er formentlig også positive resultater af de seneste års indsatser, som ikke kan aflæses i undersøgelsen. Det siger Cecilie Dohlmann Weatherall, der er en af forskerne bag, til avisen.
- Der er masser af effekter omkring sundhed, børns uddannelse og andet, som vi ikke kan se af vores undersøgelse. Og de mange indsatser har givetvis hjulpet nogle. Men har formålet været at ændre beboersammensætningen i de udsatte områder, så har pengene ikke været givet godt ud, fastslår hun.
Omfanget ikke erkendt
Og målet er at ændre beboersammensætningen. Det fastslår Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje Taastrup. Problemets fulde omfang er bare ikke blevet erkendt i de tidligere ghettopakker. De har snarere haft som formål at signalere handlekraft, mener han.
- Hvis det var nemt, havde vi jo løst det for længst. De ting, vi har gjort, har trukket i den rigtige retning, men har ikke været stærke nok til at modvirke den dynamik, der er på boligmarkedet, siger han til Berlingske.
V-regeringen planlægger at lave endnu en ghettopakke. Pakken vil i så fald være den sjette siden 1994.
Minister vil beholde liste
Trods de manglende resultater vil udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) beholde den omdiskuterede ghettoliste.
Hun har en forventning om, at billedet kommer til at ændre sig, fordi den nuværende regering har lagt tidligere regeringers kurs om.
- Det overrasker mig faktisk ikke, at tallene siger det her. Det er, fordi vi ikke har turde at stille krav. Det gør vi nu. Nu har vi halveret ydelserne, så man får integrationsydelse i stedet for kontanthjælp. Det kommer man ikke til at leve fedt på, men meningen er, at man skal ud på arbejdsmarkedet.
Ifølge ministeren er der mange, der bærer ansvaret for udviklingen - eller mangel på samme.
- Det her falder tilbage på alle tidligere regeringer. Det er såmænd ikke kun socialdemokratiske regeringer, men også os selv. Jeg mener grundlæggende, at vi har haft en berøringsangst. Vi har været bange for at træde de folk, der er kommet hertil, over tæerne, siger hun.
SF uenig
Hos SF køber man slet ikke argumentet om, at ghettolisten er en nødvendighed.
- Det er fuldstændig ude i skoven. Der er jo ingen, der har lyst til at flytte hen, hvor man ved, at der er en ghetto. Det siger jo sig selv, siger gruppeformand Jacob Mark.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.