GENTOFTE: Som led i en overordnet plan for bedre trivsel blandt unge i Gentofte bliver forebyggelse af mistrivsel nu en fast del af skoleskemaet i kommunens 6. og 7. klasser. Det oplyser Gentofte Kommune, der har indledt et treårigt partnerskab med Børns Vilkår, som sammen med lærerne skal stå for undervisning og udvikling af indsatsen.
Hvert år over de næste tre år står Børns Vilkår for at afholde 65 trivselsindsatser med eleverne på skolerne, tre workshops for lærere og tre forældrearrangementer.
- Gruppen af børn og unge med dårlig trivsel er voksende - man taler i forskningen om 'ny udsathed'. Mange føler, at det er dem selv, der er problemet, når de ikke kan finde sig til rette i klassen eller fritidslivet. Vi oplever dog, at det, de synes, er udfordrende, i høj grad er samfundsskabt, og at dette kan og skal forebygges gennem en styrkelse af fællesskaberne. Det er et perspektiv, som vi deler med Gentofte Kommune, og som vil gennemsyre de kommende års fælles indsats rettet mod folkeskolernes 6. og 7. klasser, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Det nye initiativ sker med udgangspunkt i en ny politisk vedtaget ungestrategi, hvor de unges trivsel er omdrejningspunktet.
- Alle vores over hundrede initiativer sker i samarbejde med alle, der omgås de unge i hverdagen. Det er et langt sejt træk at styrke trivslen hos de unge, men vi kan ikke være bekendt at lade være, siger borgmester Michael Fenger (K).
Kernen i strategien er bl.a. en præcisering af målgruppen og en beskrivelse af, hvad der kendetegner unges trivsel og mangel på samme i Gentofte og mere generelt. Derudover er der en fælles tilgang til arbejdet med unges trivsel og en plan for, hvordan Gentofte Kommune bl.a. bruger data og viden samt involvering, mobilisering og samskabelse for at støtte de unge.
Sidst er der delstrategier til at sætte ind de rette steder for at understøtte gode ungeliv, der samtidig er en god start på voksenlivet - for alle unge, unge i mistrivsel og unge i kompleks mistrivsel. Med strategien medfølger over 100 tiltag, kommunen har gang i lige nu.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.