HEDENSTED / SLAGELSE: Retten i Viborg har frifundet Socialtilsyn Midt og Ankestyrelsen i en sag anlagt af Fonden Ertebjerg, der i 2015 fik lukket to opholdssteder og siden krævede 3,3 mio. kr. i erstatning for uberettiget lukning.
Efter i 2014 at have indført skærpet tilsyn af opholdsstederne Satellitten i Hedensted Kommune og Ertebjerggaard i Slagelse Kommune lukkede Socialtilsyn Midt begge steder i 2015 efter en række uregelmæssigheder.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad blandt andet, fordi institutionerne ikke har orienteret kommunerne, når unge er flyttet rundt mellem de to tilbud, at Satellitten har haft en beboer udenfor den godkendte aldersgruppe, samt at opholdsstedet tog takst for døgnbemanding, selv om der ikke var fast personale på om aftenen eller i weekenden. Tilsynet mente heller ikke, at de rette personer har været ansat de to steder.
I april 2017 stadfæstede Ankestyrelsen Socialtilsyn Midts afgørelse, og de to opholdssteder måtte fortsætte under andre paragraffer. I oktober anlagde fonden sagen med erstatningskravet, blandt andet på baggrund af, at det burde være Socialtilsyn Øst, der skulle være tilsynsmyndighed for det ene sted, og at tilsynet begik en procedurefejl, fordi tilbuddene ikke blev regodkendt i 2015.
Retten har vurderet, at der godt nok var tale om fejl i tilsynet, men at de var formelle og ikke har haft nogen indflydelse på selve spørgsmålet om lukning af de to opholdssteder.
Fonden Ertebjerg skal betale sagsomkostningerne - til hver af de to sagsøgte 185.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.