
Vurderet på landets betalingsbalance går det uden tvivl ufatteligt godt her til lands. I marts 2017 var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 17,6 mia. kr. Det er en stigning på 3,4 mia. kr. i forhold til februar, og det skyldes især, at overskuddet på varer steg med 2,3 mia. kr. Overskuddet på varer steg i marts især som følge af en stigning i eksporten på 3,4 mia. kr.
I 1. kvartal 2017 steg overskuddet på betalingsbalancens løbende poster med 9,3 mia. kr. sammenlignet med 1. kvartal sidste år. Stigningen er især forårsaget af en stigning i overskuddet på tjenester på 4,9 mia. kr. som følge af, at eksporten af tjenester steg 6,5 mia. kr. fra første kvartal sidste år til første kvartal i år. Overskuddet på varer steg 2,2 mia. kr. - her steg eksporten 12,6 mia. kr. og importen med 10,4 mia. kr.
Den samlede tjenesteeksport steg i 1. kvartal 2017 med 6,6 pct. i forhold til 1. kvartal 2016. Her trækker søtransporten med en stigning på 10,9 pct. godt op, hvilket også var tilfældet med bygge- og anlægstjenesterne, der steg med 13,0 pct.
Tjenesteimporten steg i samme periode kun med 1,9 pct. Her steg søtransport med 8,8 pct. og øvrig transport med 8,3 pct.
Vi blir´ fler’ og fler’
– især ældre, indvandrere og efterkommere.
Befolkningen forventes at stige med 276.000 eller 4,8 pct. over de næste ti år. Alene aldersgruppen af 70-årige eller ældre ventes at stige med 203.000, dvs. at størstedelen af tilvæksten kan tilskrives denne aldersgruppe.
Befolkningen beregnes til at være 6.025.000 om ti år, mens folketallet i 2060 beregnes til at være 6.511.000. Befolkningstilvæksten i de kommende ti år forventes at være rimeligt lige fordelt mellem et overskud af fødsler i forhold til døde og en større indvandring end udvandring. Samlet giver dette et fødselsoverskud på 130.000 og et indvandringsoverskud på 147.000.
Andelene af indvandrere og specielt deres efterkommere vil stige i fremtiden. Hvor indvandrere og efterkommere i dag udgør hhv. 9,9 og 3,0 pct. af befolkningen, vil de om ti år udgøre 11,5 og 4,1 pct. I 2060 beregnes de til at udgøre 13,0 og 7,4 pct. af befolkningen. Den største procentuelle stigning forventes at blive af efterkommere fra vestlige lande, en stigning på godt og vel 80 pct. fra 27 000 i dag til 49.000 om ti år.
Økologi er kommet for at blive – og det stiger overalt.
Salget af økologisk frugt og grøntsager fortsætter den kraftige vækst og nåede med en stigning på 26 pct. op på 2,3 mia. kr. i 2016. Frugt og grøntsager var dermed tæt på at indhente mælk, ost og æg som den største økologiske varegruppe i detailhandelen. Mælk, ost og æg steg med 7 pct. fra 2015 til 2016 og udgør nu 2,4 mia. kr.
Det samlede salg af økologiske føde- og drikkevarer i supermarkeder og varehuse mv. i 2016 udgjorde 8,0 mia. kr., hvilket er 14 pct. mere end året før. Salgsværdien af økologiske fødevarer estimeres til 9,6 pct. af det samlede salg af fødevarer i supermarkeder og varehuse i 2016 mod 8,4 pct. året før.
Til trods for en vis optimisme på boligmarkedet, er der stadig ejendomme rundt om i Danmark, der ikke kan omsættes i almindelig fri handel. En sidste mulighed er derfor en tvangsauktion.
I april 2017 blev der bekendtgjort 240 tvangsauktioner mod 262 måneden før, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Det svarer til et fald på 8 pct. I tre-måneders perioden februar - april 2017 var der 735 tvangsauktioner mod 755 i november 2016 - januar 2017.
Siden 2012 har niveauet for tvangsauktioner været nedadgående – hele tiden med små månedlige udsving.
Det er især ejendomme beliggende i Region Sjælland og Syddanmark, der bidrager til statistikken.
Lidt færre konkurser
Der er løbende virksomheder, der må dreje nøglen om og erklære sig konkurs. Det er heldigvis typisk mindre og ofte ret unge virksomheder, med relativ få beskæftigede, der må se sig nødsaget til at smide håndklædet i ringen.
Der var 155 konkurser i april 2017 blandt aktive virksomheder mod 165 måneden tidligere, hvilket er 6 pct. færre. Der var 9 pct. færre konkurser i perioden februar-april end i november-januar. Der er i gennemsnit gået i alt 946 fuldtidsjob (job omregnet til fuld tid) tabt hver måned i februar-april i de virksomheder, som blev ramt af konkurs. Det er 11 pct. færre end i de foregående tre måneder. Aktuelt gik der 844 job tabt i april, hvilket er 21 pct. færre end i marts.
Der har fra 2009 til 2017 været lidt under 21.000 konkurser i aktive virksomheder, og den gennemsnitlige alder på konkurstidspunktet var lidt under ni år. Der er stor forskel på alderen alt efter virksomhedens brancheplacering. De konkursramte restauranter levede i gennemsnit i 5 år, mens de konkursramte landbrug i gennemsnit levede i næsten 16 år. Byggeriet har haft flest konkurser med 4.200 og en gennemsnitsalder på 7,5 år, mens hotellerne kun har haft under 200 konkurser med en gennemsnitsalder på lidt over 8 år.
Industrien er sin relativt beskæftigelsesmæssige liden størrelse på trods, på mange måder en af krumtappene i dansk økonomi.
Her går det fremad – og det har det gjort lige siden industriproduktionen skrabede bunden i slutningen af 2009.
På det seneste er den samlede industriproduktion gået 3,3 pct. frem fra februar til marts. Denne stigning skete efter en produktionsfremgang på 0,5 pct. i februar og en nedgang på 4,9 pct. i januar. I 1. kvartal 2017 var industriproduktionen 1,3 pct. lavere end i 4. kvartal 2016.
Det har især været eksporten, medicinal- og elektronikindustrien, der i marts har trukket læsset i industriens fremgang.
Man skulle ikke tro, at det var muligt
– at bilsalget kan gå ned.
Men det er ikke desto mindre, det der er sket – om end på et meget højt niveau.
Tilgangen af nye personbiler i april 2017 var på 18.800, hvilket er færre end i marts. Tilgangen faldt med 3 pct. i husholdningerne og 6 pct. i erhvervene. Tilgangen af nye biler i perioden februar-april 2017 var en anelse højere end i november 2016 - januar 2017. Tilgangen til husholdningerne var uændret, mens erhvervene lå 1 pct. højere.
Antallet af leasede biler viser også tilbagegang. I april 2017 blev 7.600 af de nye personbiler registreret til leasing. Det er 8 pct. færre end i april 2016. Leasingbilerne udgjorde 43 pct. af alle nye biler, og det er 2 procentpoint højere end i april 2016. 68 pct. af leasingbilerne var til erhvervsleasing, mens 32 pct. var til privatleasing.
Bestanden af registrerede køretøjer i Danmark er her i april 2017 krøbet lige op under 2,5 mio. enheder.
Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.