14 kommuner gjorde sidste år brug af en regel i serviceloven, der gør det muligt at opkræve anbragte børn og unges løn fra deres fritidsjob. Det viser en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen, skriver Information.
Idéen er, at lønnen fra teenagerens fritidsjob skal gå til egenbetaling af den unges ophold på anbringelsesstedet. Af de 14 kommuner, der oplyser, at de har opkrævet egenbetaling fra anbragte børn og unge under 18 år, har de tilsammen opkrævet egenbetaling i 49 sager i 2017, viser undersøgelsen.
Og det finder socialordfører for Dansk Folkeparti Karin Nødgaard kritisabelt. Hun fremsatte i maj et beslutningsforslag i Folketinget om at få reglen afskaffet.
- Når vi i forvejen ved, at anbragte børn har så mange odds imod sig i det videre liv både uddannelses- og skolemæssigt, så burde man ikke gøre det her. For jeg synes, at det er vigtigt, at de unge mennesker får et incitament til at få et fritidsjob, siger hun til Information.
Opkrævede 11.245 kr. pr. anbragt
I forbindelse med beslutningsforslaget besluttede regeringen at bede Ankestyrelsen undersøge, hvor mange kommuner der benytter sig af muligheden for at inddrage lønnen fra de unges fritidsjob. Omfanget har nemlig hidtil været ukendt. Nu hvor undersøgelsen er færdig, hæfter Karin Nødgaard sig ved, at der overhovedet er kommuner, som gør brug af paragraffen.
- Vi ved ikke, hvad det er for nogle typer af sager, men for mig er det småligt at gøre. Det kan ikke være noget, der gør fra eller til i kommunekassen, men for et ungt menneske betyder det meget, siger hun.
Kun seks kommuner kan opgøre det beløb, de har bedt anbragte børn og unge om at betale tilbage. De seks kommuner har tilsammen opkrævet egenbetaling i 13 sager. Det løb op i et samlet beløb på 146.188 kroner, hvilket betyder, at der i gennemsnit er blevet opkrævet 11.245 kr. pr. anbragt barn eller ung.
- For den enkelte unge betyder disse penge rigtig meget. Hvorfor skal de ikke have lov til at beholde dem for at forsøde tilværelsen, når nu deres liv i øvrigt er svært? siger Karin Nødgaard.
Følger loven
Ikke desto mindre handler disse kommuner helt i overensstemmelse med loven. Den lyder, at »et barn eller en ung, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, har pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet efter kommunens afgørelse«.
Ankestyrelsen har oplyst til Information, hvilke 15 kommuner der har opkrævet egenbetaling. De har dog afvist at oplyse, hvad den enkelte kommune har svaret på undersøgelsen. De fleste kommuner inddrog fritidsløn i en eller to sager, mens én kommune gjorde det i hele 25 sager.
Flere kommuner oplyser til Ankestyrelsen, at de har beregnet barnets eller den unges egenbetaling ved at modregne deres indtægter i de tøj- og lommepenge, som de får udbetalt af kommunen.
72 kommuner oplyser, at de ikke har krævet egenbetaling. Flere af dem svarer, at det ikke har været relevant, eller at det er for ressourcekrævende og svært at administrere. En enkelt kommune svarer, at det kan fjerne incitamenterne til at tage et fritidsjob.
Minister: Kommunerne går i små sko
Da Karin Nødgaard fremsatte beslutningsforslaget i foråret, tegnede der sig allerede her et flertal i Folketinget for at afskaffe reglen. Både Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten er ligesom Dansk Folkeparti imod, at det skal være muligt for kommunerne at fratage de unge deres løn fra fritidsjob.
Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) er glad for, at Dansk Folkeparti har sat sagen på dagsordenen, og hun er også villig til at ændre lovgivningen, som ikke er lavet i hendes ministertid.
- Jeg synes, at kommunerne går i meget små sko, når de trækker anbragte børn og unge i løn. Derfor er jeg også meget lydhør over for Dansk Folkepartis ønsker om en lovændring, og så må vi finde en løsning i fællesskab, så anbragte børn fremover ikke bliver straffet for at tage et fritidsjob, skriver hun i en mail til Information.
Kl. 12.54: Antallet af kommuner ændret fra 15 til 14, efter at Syddjurs har gjort opmærksom på, at kommunen havde indberettet noget fejlagtigt til Ankestyrelsen
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.