FREDERIKSBERG: Det var i orden, at et gymnasium forbød sine elever at bede i skoletiden. Det har Ligebehandlingsnævnet netop afgjort i en principiel sag. Ifølge Jyllands-Posten er der tale om H.C. Ørsted Gymnasiet på Frederiksberg.
Her besluttede ledelsen i sommeren 2015 at forbyde skolens elever at udføre religiøse ritualer, herunder islamisk bøn, på skolens område, skriver avisen.
Det fik en elev på skolen, der er muslim, til at klage til Ligebehandlingsnævnet, og torsdag traf nævnet så afgørelse i sagen og afgjorde, at skolen havde ret til indføre forbuddet.
Forbuddet blev oprindeligt indført, da skolen erfarede, at der i forbindelse med konkrete episoder, hvor elever bad på skolen, var opstået 'uro, konflikter og utryghed'.
'Det var nævnets vurdering, at ordensreglernes forbud mod udøvelse af religiøse ritualer er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et trygt læringsmiljø med klare rammer, der tilgodeser elevers og ansattes forskellighed', står der blandt andet i Ligebehandlingsnævnets afgørelse.
Utryghed
Fire medlemmer lagde mest vægt på, at der inden indførelse af ordensreglerne havde været episoder, hvor klageren sammen med en gruppe elever udøvede bøn i klasselokaler og i skolens forhal til gene for de ansatte og øvrige elever. Der havde herunder været en episode, hvor en person, der ikke var elev på skolen, deltog. Episoderne havde givet anledning til uro, konflikter og utryghed, hedder det.
Et medlem af nævnet vurderede - som den eneste - at skolen ikke havde godtgjort, at forbuddet mod bøn på skolen begrænser sig til det strengt nødvendige. Dette medlem lagde vægt på, at skolen – trods direkte opfordring hertil - ikke havde uddybet omfanget eller karakteren af uroen og konflikterne.
Det ene medlem fandt det 'uklart, om alternative løsninger i relation til at praktisere religion på skolen ville kunne etableres under hensyntagen til de begrænsninger, som skolen er underlagt, og uden at denne skulle påtage sig merudgifter i den forbindelse. Skolen havde ikke indgået i en dialog om alternative løsninger. Skolen havde heller ikke på anden vis foretaget nærmere overvejelse af, om mindre indgribende foranstaltninger kunne have varetaget de hensyn til ro og tryghed på skolen, som skolen forfulgte med ordensreglerne.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.