
VIBORG: Et nyt samarbejde mellem Viborg Kommune og Bilka Viborg understøtter både integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet og målet om færre unge på offentlig forsørgelse. Et nyt samarbejde med Bilka giver de unge flygtninge mulighed for at komme i et halvt års praktikforløb, inden de unge går videre i uddannelsessystemet, oplyser kommunen.
Forløbet hedder 'Arbejdspladsbaseret integration'. Ti unge flygtninge i alderen 18-30 år havde derfor første arbejdsdag i Bilka Viborg midt i november. For de fleste af dem var det første gang, de stiftede bekendtskab med en dansk arbejdsplads. De unge kom til Danmark for knap et år siden og er nu i slutningen af deres danskforløb på Sprogskolen.
Samarbejdet betyder, at de unge kan prøve forskellige arbejdsfunktioner, så de i højere grad er afklaret, inden de begynder et egentligt uddannelsesforløb. En jobkonsulent er tilknyttet gruppen og besøger de unge i varehuset, når behovet opstår.
Hele ugen på arbejde
Både praktik og sprogundervisning foregår i lokaler i varehuset, som Bilka Viborg har stillet til rådighed. Det er med til at skabe større sammenhæng i de unges hverdag.
Varehuschef Morten Alexis, er glad for, at hans varehus kan være med til at løfte en vigtig opgave og tage et socialt ansvar sammen med medarbejderne:
– Det gør en stor forskel, at de befinder sig på en dansk arbejdsplads fem dage om ugen, hvor de enten arbejder, modtager undervisning eller holder pause med vores øvrige medarbejdere, siger varehuschefen.
Holdet af praktikanter består ud over de ti unge mellem 18-30 år også af ti flygtninge, som alle er over 30 år. Praktikanterne kommer fra Syrien og Eritrea, Somalia, Congo og Nepal.
Deltagerne arbejder dagligt i varehuset, enten før eller efter deres danskundervisning.
Holdet har egen lærer fra Sprogskolen tilknyttet, tolk efter behov og fast kontaktperson i Bilka.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.