
Den massive hamstringsbølge, som danske supermarkeder oplevede efter pressemødet onsdag aften i Statsministeret, er stilnet af. Supermarkederne oplever stadig højt aktivitetsniveau svarende til travle højtider som jul og påske.
- Torsdag oplevede vi ikke hamstring, men vi havde handel som en rigtig travl juledag. Når jeg ikke siger hamstring, så er det, fordi vi ikke oplevede, at der var en, der kørte op på parkeringspladsen med en Toyota Hiace (stor varebil) og ryddede hylderne, siger siger Lars Aarup, der kommunikations- og analysechef i Coop.
Også kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder genkender billedet, og torsdag var den største handelsdag i kædens historie, men ingen af de to vil fremlægge konkrete tal på salget. De forventer fortsat højt salg den kommende tid.
Hamstringen skal kompenseres
Selvom der er føde- og dagligvarer nok, vil transportminister Benny Engelbrecht (S) kompensere for hamstringen ved at give chauffører lov til mere kørsel. Derfor vil han give dem lov til at dispensere fra blandt andet hviletidsbestemmelsen, skriver han i mail til brancheorganisationerne på vejtransportområdet.
Her skriver han også, at dispensationen skal gælde de kommende ti dage. Det betyder, at en chauffør ugentligt ikke længere behøver have et sammenhængende hvil på 45 timer eller et reduceret hvil på 25 timer.
- Generelt har vi en høj forsyningssikkerhed af føde- og dagligvarer i Danmark, og netop nu er det mit indtryk, at der også på de centrale lagre er masser af varer. Som følge af de seneste dages ændrede indkøbsadfærd som følge af udmeldingerne omkring coronavirussen har distributionen ud til dagligvarebutikkerne været presset. Dette kalder på en række midlertidige initiativer særligt den kommende uges tid, skriver Benny Engelbrecht.
Ud over de ændrede køre- hviletidsbestemmelser bliver store kørekort med snarligt udløb forlænget, og virksomheder må låne chauffører ud. I en pressemeddelelse udsendt omkring klokken 14 fredag skriver Transport- og Boligministeriet, at man også har lempet andre regler for at gøre det lettere at få varer ud i butikkerne.
Det gælder blandt andet en midlertidig ophævelse af de miljøzoner, der holder ældre diesellastbiler uden partikelfiltre ude af de store byer.
- I denne her særlige situation skal vi gøre det så nemt som muligt at få varerne ud i butikkerne. Også om natten og i ydertimerne. Derfor har jeg valgt at dispensere fra reglerne i miljøzoner de næste ti dage i første omgang, skriver miljøminister Lea Wermelin (S) i meddelelsen.
Opfordrer kommuner til at lette levering
Transportministeren opfordrer samtidig landets kommuner til at gøre alt, hvad de kan, for at lette leveringen af varer til landets supermarkeder.
- Hvis de enkelte kommuner har truffet beslutninger om deres vejes udnyttelse, som hindrer en hurtig og effektiv udbringning af varer, vil jeg opfordre kommunerne til midlertidigt at ophæve sådanne beslutninger, skriver transportminister Benny Engelbrecht.
Også daglivarehandlen online har været under pres. I Coop er alt udsolgt på deres onlineplatform. I Rema 1000 har de en deleøkonomi-app, hvor kunderne kan handle varer for hinanden. Her beretter kommunikationschef Jonas Schrøder om, at der den seneste tid er tikket nogle besynderlige ordrer ind. Eksempelvis havde en kunde lagt en ordre på 40 pakker gær og 52 bananer, som blev afvist.
Ritzau / eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.