HEDENSTED: Gennem de seneste fem år er det lykkedes Jobcentret i Hedensted at øge antallet af ydelsesmodtagere med løntimer fra 13,5 pct. til 16,8 pct., hvor landsgennemsnittet i samme periode er steget fra 10,2 pct. til 11,6 pct., oplyser kommunen.
Der er tale om cirka 100 borgere på forskellige offentlige ydelser, som det er lykkedes jobcentret at skaffe i småjob og løntimer på en virksomhed.
Ifølge en netop offentliggjort måling fra Styrelsen for Arbejdsmarkedets Rekruttering (STAR) bringer det gode resultat Hedensted sammen med Ringkøbing Skjern, Ærø og Samsø i toppen af listen over kommuner med flest borgere, som sidste år modtog offentlig ydelse og løn for ordinær beskæftigelse samtidig.
Lav ledighed trods stigning
I de fire kommuner supplerede sidste år mere end 30 procent af borgerne på offentlig forsørgelse deres indtægt med løntimer. Til sammenligning lå landsgennemsnittet for alle 98 kommuner i 2022 på 23 pct.
Topplaceringen i STAR-målingen kommer samtidig med, at Hedensted Kommune trods en stigning i ledigheden det seneste år fortsat noterer sig for den laveste ledighed i Østjylland. Ledigheden i procent af arbejdsstyrken ligger i kommunen på 1,8 pct., hvor den i Østjylland-området ligger på et gennemsnit på 3,0 pct.
- Vi har en strategi for beskæftigelsesindsatsen, hvor det at være helt eller delvist selvforsørget er utrolig vigtigt. Vi ved, at den enkelte borger og dennes familie har stor økonomisk gevinst af at have lønnede timer. Samtidig ved vi, hvor vigtigt det er for et menneske, at være en del af et arbejdsfællesskab. Det er et af de vigtigste elementer for at kunne bryde den sociale arv. Vi har flere tiltag i gang. Lige nu er vi meget fokuserede på grønne jobs, som både gavner klimaet og den sociale indsats hos virksomhederne. Det sker i et samarbejde mellem jobcenteret, Hedensted Erhverv og kommunens virksomheder, siger Lars Jensen (K), formand for Udvalget for Beskæftigelse.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.