HELSINGØR: Et højt forbrug af vikarer og et økonomisk merforbrug, der vil noget, er en del af de udfordringer, der fra 1. oktober møder den nyansatte leder af de 500 medarbejdere i hjemmeplejen i Helsingør Kommune.
Et grundigt eftersyn af hjemmeplejen fra kommunens eget Center for Økonomi og Ejendomme har kortlagt, at afdelingen har lidt under manglende effektivitet i forhold til planlægning og koordinering af ruter.
Økonomisk set var der per 1. august et forventet merforbrug på 15 mio. kr. - en stigning på 6,7 mio. kr. i forhold til det merforbrug på 7,4 mio. kr., det så ud til per 1. maj.
Merforbruget er hen over sommeren vokset på grund af et højt sygefravær, der aktuelt er på 7,3 pct. Således var der per 1. august ikke færre end 43 ubesatte stillinger. En udfordring, der i juni førte til et nyoprettet vikarkorps med ti medarbejdere samt 12 nye servicemedarbejdere, der skulle aflaste sosuer, så de kunne tage sig af plejeopgaverne.
Den interne analyse lægger op til en lang række af forbedringer på det ledelsesmæssige plan:
- Systematisk ledelsesopfølgning på fravær
- Samtaler med over 100 medarbejdere for at afklare, hvad der kan give højere arbejdstilfredshed
- Daglige møder mellem ruteplanlæggere og ledelse
- Fokus på planlægning på tværs af distrikter
- Administrative opgaver flyttet fra ledere til administrative medarbejdere
- Undervisning og sidemandsoplæring i forhold til dokumentation
I det hele taget ser det ud til, at omfanget af sygeplejeopgaver ser ud til at være undervurderet.
Det fremgår også af analysen, at der er behov for, at en sygeplejerske ved vagtens start afsætter op til tre timer dagligt på at følge op på adviseringer, forværringsnotater, kontakt til læger og andre sundhedsaktører - og til videredelegering til kolleger med de rette kompetencer. Et område, der er blevet forsømt og tidligere har ført til påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Rikke Bundgaar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.