
HØJE-TAASTRUP: Ingen med interesse for kommunale forhold har kunnet undgå at lægge mærke til, at kommunaldirektør Lars Holte efter sin seksårige kontrakt med Høje-Taastrup Kommune pr. 31. juli modtager en fratrædelsesgodtgørelse på 1.406.343,20 kr. - og kan fortsætte i stilingen.
Og alle har vel bemærket, at netop Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) samtidig er central KL-forhandler og i disse dage sætter magt bag konfliktskridt i bl.a. lønspørgsmål i mange andre overenskomstgrupper end lige netop topchefernes.
Beløbet på godtgørelsen blev omtalt af netmediet taastrup.nu, der bl.a. skrev: 'Ziegler forgylder kommunaldirektør'.
Hvad mange måske har overset, er at netop ordningen med åremålsansættelser og deraf følgende fratrædelsesgodtgørelser i mange kommuner er afskaffet fremover. Også i Høje-Taastrup.
Ziegler beskriver selv i et facebook-opslag, at 'vi har faktisk tilbage i februar af egen drift besluttet, at vi ikke vil lave den slags aftaler mere. Fordi de er svære at forklare - og dermed svære at forsvare!'
Kan forsvares
Han forklarer også sin opfattelse af historikken: 'I gamle dage blev direktører altid ansat som tjenestemænd. På papiret var det billigt, men fik vi brug for at afskedige, kostede det tre års løn! Og det var voldsomt dyrt i pension! Derfor lavede KL et alternativ: den (nu forkætrede) åremålsansættelse. Eller rettere: KL forhandlede et alternativ. For også disse ansættelser er dækket af overenskomster, som er forhandlet med de faglige organisationer. Og de faglige organisationer ved godt, hvad de skal kræve, når der skal laves alternativer til en dyr ordning.
Åremål har fordele og ulemper. I åremål ansættes man typisk fem eller seks år. Derfor ophører ansættelsesforholdet. Er man utilfreds med den ansatte, er det altså meget billigt, at slippe af med vedkommende på dette tidspunkt. Ulempen er, at den ansatte opsparer en fratrædelsesgodtgørelse.
Mange år senere forhandlede KL et nyt alternativ: kontraktsansættelsen. Den har også fordele og ulemper. Der er tale om en fast ansættelse. Det er dyrere at fyre, end det du og jeg kender til. Men der er ingen fratrædelsesbonus. Så det er den, der mest minder om en normal ansættelse. Og det er den, vi har besluttet fortrinsvis at bruge fremover. For den kan forklares - og forsvares!'
Djøf åben for ændringer
Over for Jyllands-Posten uddyber han: 'I økonomiudvalget har vi besluttet to ting. Fremadrettet vil vi fortrinsvist bruge kontraktansættelser, og hvis vi alligevel efter en konkret vurdering vælger at bruge åremålskontrakter, så vil vi ikke udbetale fratrædelsesgodtgørelse ved kontraktforlængelser.'
Det hører med til historien, at Henning Thiesen, formand for de offentlige chefer i Djøf, i oktober 2017 erklærede sig åben for ændringer:
- Hvis KL ønsker at se på reglerne ved de forestående overenskomstforhandlinger i 2018, deltager vi gerne i en sådan drøftelse, sagde han dengang og konstaterede også, at reglerne allerede i 2015 blev ændret, så man i nye åremålsansættelser efter 1. juni 2015 ikke kan få udbetalt fratrædelsesbeløb, hvis man siden genansættes på åremål.
Og så skal det endelig også lige nævnes, at Lars Holtes nye treårige kontrakt træder i kraft dagen efter, den nuværende udløber - 1. august. Den giver ham en årsløn på 1.875.124,40 kr. Og når den nye tre-årige kontrakt udløber i 2021, så får han yderligere en halv million kroner i fratrædelsesgodtgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.