Siden 2013 har landets kommuner sendt danske borgere i ressourceforløb for at afprøve deres arbejdsevne, og i flere hundrede borgeres tilfælde er ressourceforløbene endt med, at de er afgået ved døden.
Således viser et nyt svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, at i alt 334 borgere i perioden fra 1. januar 2013 til 30. april 2019 er døde, mens de har været i ressourceforløb, eller senest fem uger efter.
Det nye svar får Alternativets beskæftigelsesordfører, Torsten Gejl, til at slå alarm.
- De her tal fortæller mig, at dødssyge borgere og terminale patienter risikerer at bruge den allersidste tid af deres liv i ressourceforløb, og det synes jeg simpelthen er dybt forkasteligt, siger Torsten Gejl til A4 Arbejdsliv.
- Jeg siger ikke, at det er ressourceforløbene i sig selv, der slår borgerne ihjel. Men hvis du er ramt af en dødelig sygdom, så skal du ikke være i en kommunal beskæftigelsesindsats. Så skal du være et helt andet og mere værdigt sted, understreger Torsten Gejl.
De nye tal fra Beskæftigelsesministeriet får også John Klausen, professor i socialret ved Aalborg Universitet, til at spærre øjenene op.
- Umiddelbart ser det jo ud som om, at der er en betydelig overdødelighed blandt borgere i ressourceforløb i forhold til, hvor mange der dør i resten af befolkningen, siger John Klausen.
Han understreger dog, at man skal tage forbehold for, at tallene ikke sammenligner dødeligheden for borgere på ressourceforløb med den generelle dødelighed.
- Men det tyder på, at der har været, og fortsat er borgere, som bliver placeret i ressourceforløb, selvom de lider af meget alvorlige sygdomme, og der ikke er et udviklingsperspektiv i forhold til deres arbejdsevne, siger John Klausen.
På et samråd i Beskæftigelsesudvalget i går understregede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at alvorligt og terminalt syge borgere under 'ingen omstændigheder' skal sendes i forløb, der har til formål at få dem i job.
- På det område er loven klokkeklar. Og hvis kommunerne sender dødssyge borgere i ressourceforløb, er det direkte i strid med lovgivningen, lød det fra beskæftigelsesministeren på samrådet.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.