
Bliver det Københavns Kommune, der skal overtage driften af Kofoedsminde, hvis regionerne nedlægges? Bliver det Lolland? Eller bliver det en helt tredje? Det vides endnu ikke, men det bliver i hvert fald op til kommunerne i Region Hovedstaden og Sjælland selv at bestemme det, hvis regeringens udspil til sundhedsreformen får et flertal bag sig. Så betyder det nemlig, at kommunerne skal overtage en række institutioner under det specialiserede socialområde, som regionerne hidtil har drevet.
Det er også lig med, at omkring 60 institutioner som for eksempel specialinstitutionen Kofoedsminde på Lolland, institutionen Kompasset, der ligger i Brønderslev og botilbuddet Sødisbakke, der ligger i Mariagerfjord, skal skifte hænder og overgå til kommunal drift.
Men det betyder ikke, at den kommune, hvor institutionen ligger, automatisk er forpligtet til at overtage driften. Sådan lyder det fra børne- og socialminister Mai Mercado (K) under et samråd om udlægningen af det specialiserede socialområde.
- Vi lader det være op til kommunerne at aftale, hvem der skal være driftsherre. Kun hvis kommunerne ikke kan blive enige, udpeges fra centralt hold en driftskommune, sagde hun under samrådet.
Fagligt miljø afgørende
Som udgangspunkt er der med sundhedsreformen lagt op til, at det er institutionens beliggenhedskommune, der overtager driften, når regionerne nedlægges, men det er altså ikke en nødvendighed, lød det fra ministeren. Det kan dog blive nødvendigt for regeringen at beslutte, hvor et givent tilbud skal ligge, hvis ikke kommunerne i den tidligere regions område kan blive enige om placeringen og driftsansvaret.
Regeringen lægger også op til, at de sikrede døgninstitutioner for børn og unge og institutionen Kofoedsminde skal placeres i de største kommuner ud fra tanken om, at de må have et fagligt miljø og større økonomisk kapacitet. Samtidig vil det være muligt at bevare den nuværende struktur omkring socialtilsynene, forklarede ministeren.
Hun var kaldt i samråd af en række partier, der udtrykte bekymring for, at udlægningen af det specialiserede socialområde til kommunerne betyder, at området afspecialiseres. Men det afviser Mai Mercado.
- Tilbuddene overføres, som de er, med de beboere, det personale og den viden, som er i tilbuddene, forklarede hun.
- Regeringen har lagt vægt på, at kommunerne i forvejen har hele myndigheds-, finansierings- og forsyningsansvaret i forhold til borgerne. Det betyder, at det er kommunerne, som visiterer til tilbuddene, at det er kommunerne, som afholder hele udgiften til tilbuddene, og at kommunerne har pligt til og ansvar for at udvikle de tilbud, som borgerne har behov for.
Socialordfører for Socialdemokratiet Pernille Rosenkrantz-Theil har bedt ministeren om at sende en liste til Folketinget over de cirka 60 tilbud, ændringen gælder. Den foreligger endnu ikke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.