
IKAST-BRANDE: Kort efter det tidligere åbne statsfængsel Kærshovedgård i februar i år blev omdannet til udrejsecenter for afviste asylansøgere, besluttede byrådet i Ikast-Brande, at to skolebusruter ikke længere skulle være for alle, der ville med - ligesom de andre skolebusruter i kommunen. Nemlig de to ruter 173 og 180, der passerer den store institution, hvor afsonere i statsfængselet førhen ellers godt kunne tage skolebussen.
Lokalt og landsdækkende har der været rejst kritik af holdbarheden i den beslutning - at nogle af kommunens skolebusser er for alle, mens andre ikke er. Men nu har udlændinge, integrations og boligminister Inger Støjberg (V) meddelt kommunen, at det ikke er i strid med reglerne på den måde at nægte adgang til de nye beboere på tålt ophold - og som afledt virkning - også til andre, der gerne ville med.
DR Midt & Vest oplyser, at Inger Støjberg efter at have rådført sig med Transport- og Bygningministeriet vurderer således: Hvis en kommune har valgt at åbne skolebuskørslen for andre passagerer, så skal kørslen være åben og gratis for alle. Men kommunen har dog mulighed for at vælge, at det kun er nogle af skoleruterne, der er åbne for andre passagerer.
Borgmester Carsten Kissmeyer (V) er ifølge DR Midt & Vest godt tilfreds med afgørelsen og siger, at han som udgangspunkt ikke betragter Kærshovedgård og dets beboere som noget, der vedrører kommunen. Det er en statslig opgave, og det er det også, når beboerne skal transporteres, siger han.
Da politikerne i sin tid traf beslutningen, begrundede de det både med bussernes kapacitet og skolebørnenes tryghed. Bl.a. på et borgermøde i februar i Bording har borgerne i området omkring Kærshovedgård udtrykt stor utryghed omkring transport af skoleelever til skolerne i Isenvad og Bording, fremgår det af det kommunale beslutningsreferat.
Hertil kommer generelle kapacitetsudfordringer, såfremt centerets beboere mod forventning anvender kommunens busser til transport.
Udrejsecenteret har en kapacitet på op til 600 beboere.
Kriminalforsorgen får ansvaret for den daglige drift af udrejsecenteret som hovedoperatør.
Midt- og Vestjyllands Politi har ansvaret for sikkerhed og tryghed i og omkring udrejsecenteret.
Udlændingestyrelsen og Ikast-Brande Kommune har løbende kontakt, og der er udpeget kontaktpersoner med mulighed for hurtig opfølgning efter behov.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.