dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Genrefoto: Mie Brinkmann, Polfot.

'Ikke stempelure men et minimum af kontrol'

Fem pædagoger på Nyborg-institution snød sig i mindst et år fra vagter i ydertimer - men kommunen tør ikke risikere at tage sager på bortvisninger

NYBORG: En noget opsigtsvækkende historie gik i sidste uge landet rundt, da det kom frem, at fem pædagoger havde fiflet med vagtplanen og dækket over et månedlangt, fælles svindelnummer. Sagen betød øjeblikkelig afskedigelse af de fem involverede pædagoger samt 'fratrædelse efter gensidig aftale' af forstanderen og afdelingslederen. Derom senere.

dknyt har taget en snak med vicekommunaldirektør Søren Møllegaard om den noget specielle historie fra opholds- og behandlingscenteret Sølyst i Refsvindinge:

Hvad var omfanget?

- Det har stået på i mindst et år, men nok også i længere tid. Vi kan ikke dokumentere omfanget præcist, og derfor valgte vi heller ikke at skride til bortvisninger af de fem - men måtte 'nøjes med' at afskedige dem. Havde vi bortvist dem, risikerede vi en retssag, og det vurderede vi, vi ikke havde tilstrækkeligt gode beviser til. Så skulle vi kunne bevise, at netop den fredag og den lørdag var der blevet snydt. Og det kan vi ikke. Rent økonomisk kan vi heller ikke sige, hvad kommunen har mistet på snyderiet, men vi kommer til at dække de fems opsigelsesvarsler på samlet 24 måneders løn, så omkring 700.000 kr.

Hvordan gjorde de?

- Det foregik typisk i ydertimerne på den ene af de to afdelinger, som er en nærmiljøafdeling for i alt ti børn, der ikke bor på stedet, men kommer i dagtimerne. Normalt tre børn til hverdag og syv i weekenderne. F.eks. var normeringen om lørdagen to pædagoger på vagt fra kl. 8-18, som de implicerede så delte mellem sig, så den ene kom kl. 8-13 og den anden kl. 13-18, mens de begge hævede fuld løn.

Hvordan blev det opdaget?

- Nogle ansatte, der ikke selv var blandet ind i det, henvendte sig til ledelsen den 28. oktober, og så rullede sagen. Jeg har aldrig været ude for noget lignende i mine 20 år i kommunal tjeneste.

Hvad kunne de to ledere have gjort?

Almindelig ledelsesret tilsiger vel, at man f.eks. på husmøder kan holde en vis kontrol med normering, hvordan vagten er gået, og hvem, der er mødt ind hvornår. Jeg går ikke ind for at genindføre stempeluret, men et minimum kontrol må der vel være. Frihed under ansvar. F.eks. kunne jeg forestille mig, at lederen en gang imellem fandt anledning til at slå et slag forbi en lørdag for at tjekke, hvordan det stod til.

Hvad skal der nu ske?

- Det bliver ikke vanskeligt at skaffe nye folk, der er en del ledige pædagoger i området. Og med hensyn til normeringen, så bliver den noget lavere, end den har været frem til nu. Vi har ikke lagt os fast på noget endeligt, men f.eks. om lørdagen ser det ud til, at det er tilstrækkeligt med én på vagt på den afdeling, fordi der også er folk på den anden afdeling, der vil kunne træde til.

Søren Møllegaard understreger, at de fem pædagoger blev afskediget, men ikke de to ledere, som det fremgik både i Fyens Stiftstidende og også på dknyt, hvilket vi siden har rettet. Forstanderen og afdelingslederen er fratrådt efter gensidig aftale.

Sølyst rummede frem til nu 19 ansatte.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/ikke-stempelure-men-et-minimum-af-kontrol

GDPR