Ingen bæltefikseringer i et år

SJÆLLAND: For ti år siden hang der fire bælte- og flere hånd- og fodremme på Region Sjælland psykiatriafsnit i Vordingborg. Nu er der kun et enkelt bælte tilbage, og det har ikke været pakket ud i over et år.

Den positive udvikling i Psykiatrien Region Sjælland skyldes forandringer i både de fysiske rammer og tilgangen til plejen, konstaterer Dorte Graulund Olsen, sygeplejerske med specialuddannelse i psykiatri og Karina Geertsen, udviklingsinstruktør, enstemmigt.

- Vi har fået en øget faglighed, og med den har vi fået en forståelse for, hvor vigtig relationen til patienterne er. Nogen mennesker svinger man bare bedre med end andre, og sådan er det også i relationen til patienterne, siger Dorte Graulund Olsen.

- Tidligere var det vigtigt at vise, at det var personalet, der bestemte på afsnittet, og patienterne havde ikke meget at skulle have sagt, det blev hurtigt hårdt mod hårdt, siger Karina Geertsen.

Samarbejde på tværs af afsnit
Når patienterne bliver spurgt, om der er nogen i personalet, de kommer bedre ud af det med end andre, stiller det også krav til de andre afsnit i Vordingborg. Det kan nemlig skabe behov for at rykke rundt på patienterne – også mellem afsnittene.

Udover at arbejde aktivt med relationen mellem patient og personale har personalet flere andre redskaber til at undgå tvang og fikseringer. Blandt andet er der oprettet et interventionsteam, hvor medarbejdere fra et af de andre afsnit kommer, hvis personalet fornemmer, at en situation er ved at udvikle sig hen mod en konflikt.

- Vi er begyndt at arbejde mere forebyggende og tackler situationerne, inden de går galt og udvikler sig til en konflikt. Tingene tager lidt længere tid, når vi arbejder deeskalerende, men når vi har tålmodighed, så lykkes det ofte, og det sparer os for meget tid i den lange ende. Hvis en patient bliver bæltefikseret, skal der sidde en fast vagt på værelset, og det er er en ressource, der går fra resten af afsnittet, fortæller Dorte Graulund Olsen.

Medarbejderne er også begyndt at bruge ’stille alarmer’, hvor de ringer til de andre afsnit, hvis de har behov for hjælp, fremfor at trykke på deres alarm. Når ikke alarmen lyder på alle afsnit, bliver situationen ikke nær så stresset, og det er lettere for medarbejderne at deeskalere situationen.

Tager individuelle hensyn
Personalet har også stort fokus på, hvordan de taler om patienter, både inden patienterne bliver modtaget i afsnittet, og når der gives overlevering mellem hver vagt.

- Vi ser på den enkelte person i stedet for at skære alle over en kam. Tidligere dannede vi os allerede et billede af patienten, inden vedkommende kom i afsnittet, og det var med til at tegne unødvendige skræmmebilleder. Vi har også afskaffet nogle af de uskrevne regler på afsnittet. Før kunne der opstå en konflikt over, hvor meget mayonnaise eller sukker patienter måtte få, eller om vi måtte servere kaffe om aftenen. Nu tager vi individuelle hensyn, hvis det er nødvendigt, og de patienter, der har lyst, får en kop kaffe, når de vil. Det betyder ikke, de er mere vågne om natten, de er bare mere rolige, siger social- og sundhedsassistent Birgit Hansen.

Personalet er opmærksomme på ikke at stille krav til en patient, der er opkørt eller aggressiv og i stedet give plads omkring vedkommende. Når der igen er faldet ro over patienten, spørger personalet nysgerrigt ind til, hvad der fik patienten til for eksempel at kaste med kaffekanden. Det virker forebyggende og er med til at sikre, at situationer ikke udvikler sig.

- Der er ingen behandling i at ligge i bælte, og vores holdning er, at senge i psykiatrien er til at sove i, og ikke andet. Vi har oplevet, at antallet af arbejdsskader og af trusler er raslet ned i det seneste år, så udover det er positivt for patienterne, har det også en gavnlig effekt på vores arbejdsmiljø, fortæller Connie Pedersen og understreger, at det har været en lang proces med op og nedture, men at de nu er trygge ved at bruge andre værktøjer end tvang.

eo