Inger Støjberg om ydelser, traumer og rigide regler

KOLDING: Inger Støjberg var fuld af rosende ord til kommunerne, da hun fremlagde regeringens budskaber på integrationsområdet til KL’s Integrationstræf tirsdag eftermiddag.

I sin tale til de omkring 700 fremmødte lagde hun vægt på, at kommunerne har håndteret en historisk stor flygtningestrøm. Men efter de positive toner måtte ministeren forholde sig til en række kritiske spørgsmål, der blandt andet kom fra medarbejdere på integrationscentre i hele landet.

Jeg vil først stille mit spørgsmål på en mindre pæn måde: Hvordan kan du være så kynisk? Så vil jeg spørge lidt pænere: Hvorfor holder vi fast i starthjælpen, når flere undersøgelser viser, at den ikke får flygtninge i job, men tværtimod fastholder dem i fattigdom?

- Du spørger såmænd pænt nok, og hvis du læste min mailbox igennem, ville du se, at du er meget høflig. Man kan anskue mønten fra to sider; på den ene side er det kyniske tiltag og fattigdomsydelser, men på den anden side er det den bedste måde at få mennesker i arbejde. Hvis man for eksempel ser på 225-timersreglen, kan indvandrerkvinder jo bruge det som verdens bedste argument for, at de skal i arbejde. Det kan godt være, at de her regler er både firkantede og rigide, men det er nødvendigt for at nå et mål, og jeg er sikker på, at vi to er enige om målet, vi er bare hamrende uenige om, hvordan man når derhen.

Der er meget fokus på, at vi skal integrere flygtninge på arbejdsmarkedet, men er der nogen planer for dem over 65 år, som vi jo også skal have kørt ind i samfundet?

- Jeg må ærligt indrømme, at fokus først og fremmest har været på at stoppe tilstrømningen af flygtninge hertil og at få dem, der allerede i landet, i arbejde. Men det er et væsentligt spørgsmål, og det kan forhåbentlig komme ind under en fremtidig ghettoplan. Så må du minde mig om det, hvis jeg stadigvæk er integrationsminister - flere vil nok ånde lettet op, hvis det ikke er tilfældet.

IGU-planen (integrationsgrunduddannelsen, red.) er fin, men er det ikke et problem, at enlige forsørgere får en højere ydelse ved at gå derhjemme end ved at starte i uddannelsesforløbet?

- Det er en meget reel problemstilling, men vi kan ikke sætte ydelsen længere ned, det kan jeg ikke se for mig. Jeg tror, at det handler om, at man gør det meget klart, hvilken forskel det har for ens livssituation, om man kommer i job eller ej. Jeg ved godt, at det tager rigtig lang tid ude i kommunerne, men arbejdslivet er vigtigt for at forstå det danske samfund rigtigt.

Jeg hører ikke ministeren tale om behandling af traumatiserede flygtninge, som har været udsat for tortur. De er for syge til at arbejde, så hvorfor taler man ikke om dem?

- Det er en meget tung indsats, men jeg er ikke i tvivl om, at man kan deltage på arbejdsmarkedet, selvom man har nogle traumer med i bagagen, spørgsmålet er nok nærmere, om det kan være på fuld tid. Jeg tror faktisk, at det kan hjælpe folk videre, at de kommer ud og møder andre mennesker, ligesom det kan hjælpe andre med psykiske lidelser. Selvfølgelig er det ekstremt tungt, og vi skal tage hensyn, men jeg mener bare ikke, at man ikke kan arbejde, fordi man har oplevet traumatiserende hændelser.

Hvorfor kan de flygtninge, der har fået opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 ikke få familiesammenførsel, når vi ved, at usikkerheden om deres familie giver dem en lang række psykiske problemer. Det forhindrer dem jo i at arbejde?

- Jeg vil sige det, som det er: Vi gjorde det for at mindske tilstrømningen, og vi ved, at familiesammenføring har betydning for, hvor mange der kommer hertil. Det vil jeg ikke prøve at pakke ind.

dknyt er til stede på KL’s årlige Integrationstræf i Kolding. Konferencen sætter fokus på, hvordan kommunerne kan få flere flygtninge i beskæftigelse.