JAMMERBUGT: Usikkerhed, angst og nervøsitet. Mange udsatte borgere har typisk de følelser, inden deres møde med rehabiliteringsteamet, der i mange tilfælde er afgørende i forhold til deres fremtidige forsørgelse.
Derfor har Jammerbugt Kommune nu indført et forløb, så borgerne er forberedt på, hvad der sker i et rehabiliteringsforløb. Allerede efter de tre første forløb er der positive resultater, oplyser kommunen.
Når borgerne får afmystificeret mødet med rehabiliteringsteamet, kan de bedre deltage aktivt, føler sig bedre klædt på og inddraget i forhold til deres fremtid.
- Vi mødte en unødvendig distance mellem den enkelte borger og rehabiliteringsteamet på møderne. Vi ønsker, at borgeren er en medspiller, fordi indstillingen fra teamet kan have en livsforandrende betydning på borgerens liv – hvad enten indstillingen lyder på ressourceforløb, fleksjob, pension eller anden ydelse. Med det nye forløb styrker vi borgernes mulighed for at vende tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller formand for Beskæftigelsesudvalget, Morten Klessen (S).
Ikke 'spild af tid'
Forløbet er på fire dage af tre timers varighed spredt over 14 dage og er bygget op om anbefalingerne fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i forhold til at bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.
På trods af, at flere borgere tænkte, det var spild af tid, da de blev kontaktet om forløbet, så er de blevet positivt overrasket. Den positive effekt oplever rehabiliteringsteamet også.
- Vi oplever, at borgerne er bedre forberedt på mulighederne for indstillinger. Flere har fået mod på at præsentere deres egen sag, og har ideer til, hvilken beskæftigelsesretning de vil bevæge sig mod. Ved at virksomhedskonsulenterne kender borgerne fra det forberedende forløb, og nu også deltager på rehabiliteringsteammødet, har de mulighed for at byde ind med ideer og tanker til det beskæftigelsesrettede ud fra deres viden om borgeren, siger sundheds- og arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.