
Man forbinder typisk ikke stadions med jobformidling, men ikke desto mindre var det netop, hvad bl.a. MCH Arena i Herning lagde hus til, da der var Veteran Match i efteråret.
I alt deltog 82 krigsveteraner i løbet af oktober og november på seks jobmatch-events landet over, og 37 af dem fik et match på dagen. Tre måneder efter er 25 landet i forskellige former for beskæftigelse. Nogle er fuldtidsansatte, andre er i fleksjob eller afklarende praktikforløb. Det oplyser Dansk Idrætsforbund (DIF).
- Det er ikke for at tage arbejdet fra kommunerne, men for at prøve at lave en mere uformel platform og skabe nogle forskellige aktiviteter, der tager noget af det formelle i jobsamtalen ud af det, siger projektleder for Veteran Match Katrine Marslew Fritzen til DK Nyt.
Det er DIF, der i forvejen står bag Soldaterprojekt - et idrætsfællesskab for veteraner med fysiske og psykiske skader, der har taget initiativ til Veteran Match. Projektet går ud på at skabe lokale samarbejder mellem kommuner, professionelle sportsligaer og deres erhvervsnetværk for at få soldaterveteraner i job. Inspirationen kommer fra en fodboldklub i Malmö, der har påtaget et ansvar for at få unge i job.
Utraditionel treenighed
Den utraditionelle tilgang kan gøre det nemmere for veteranerne at møde virksomhederne og fange nogle, som kommunerne har svært ved at nå. Projektet bygger bro mellem det offentlige og sportsklubberne, der blandt andet kan bidrage ved at aktivere deres erhvervssponsorer, som måske står og mangler medarbejdere.
Forud for match-dagene havde DFI på baggrund af de tilmeldte virksomheder og veteraners ønsker, behov og skånebehov matchet lidt på forhånd, så hver veteran som udgangspunkt mødtes med tre virksomheder. Efterfølgende kunne de cirkulere frit blandt de andre deltagere.
I Herning mødtes 12 ledige veteraner med ni lokale virksomheder for at se, om der kunne skabes et match. Det lykkedes i fire tilfælde. En veteran, som har haft svært ved at finde arbejde, er fx blevet ansat hos en anlægsgartner, der accepterer, at medarbejderen kan have brug for at trække sig, og at der kan være dage, hvor det er umuligt for ham at komme ud af døren.
Veteran Match 2021
Aalborg, Frederiksberg, Frederikshavn, Herning, Ikast-Brande, København, Odense, Randers, Vejle og Viborg kommuner deltog i jobmatchen. Her blev veteranerne matchet:
København (Parken): 20 ud af 30 tilmeldte veteraner.
Aalborg (Aalborg Portland Park): 6 ud af 11 tilmeldte veteraner.
Herning (MCH Arena): 4 ud af 12 tilmeldte veteraner.
Viborg (Energi Viborg Arena): 4 ud af 8 tilmeldte veteraner.
Vejle (Vejle Stadion): 3 ud af 9 tilmeldte veteraner.
Odense (Ewii Park): 0 ud af 12 tilmeldte veteraner.
(Obs: Flere fremmødte i Odense var i job, men interesserede i at afprøve formatet)
Randers (Cepheus Park): Her blev der afviklet en åben jobmesse.
Efter planen skal der være Veteran Match igen i 2022.
Kilde: DIF
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.