AARHUS: Plejehjemmene i Aarhus har i et par år arbejdet med besjæling. Det betyder mere menneske og mindre institution. Det berører både kulturen, mere af det grønne og interiøret og eksteriøret, oplyser kommunen.
- Når en beboer spørger efter, om han kan få sild og snaps til morgenmad, og vi kan levere det, så er det et udtryk for, at vi på plejehjemmet skaber nogle endnu bedre hjemlige rammer med større frihed for beboerne til selv at kunne vælge. Det er beboernes hjem, og medarbejderne gør en kæmpe indsats for at pleje svage ældre og skaber aktiviteter og oplevelser for dem, siger Nana Bach, forstander, Plejehjemmet Thorsgården.
Rådmand Jette Skive (DF) fik 13 mio. kr. fra byrådet til en større forandring, for det skulle være slut med arbejdsreoler på gangene på plejehjemmet med engangshandsker og afføringsskemaer ved toilettet i folks private hjem:
- Vi gør plejehjemmene til nogle hyggelige og hjemlige steder, hvor det er rart at være, og hvor personalet har fokus på at skabe gode oplevelser og livskvalitet for beboerne. Vi har også sat gang i hjemmeplejen. Her handler det ikke så meget om at gøre en bolig mere hjemlig og hyggelig, men om at undgå, at et hjem bliver til en højeffektiv institution, når hjemmeplejen rykker ind, siger Jette Skive.
Herreværelse og mandehørm
Forandringen på plejehjemmene i Aarhus handler derfor både om takt og tone, maden og inventaret. På Plejehjemmet Skelager tager de fem nye tema-rum i brug, og ét af dem er et herreværelse, hvor der er plads til kortspil, dart og mandehørm:
- Herreværelset er modtrækket til, at vi i en kvindeverden ofte glemmer mændene og deres behov. Plejehjem kan blive lidt for pussenussede. Mændene har gavn af et rum, hvor de kan samles og spille kort eller andre aktiviteter, siger Lis Kjems, forstander, Plejehjemmet Skelager.
De fire andre tema-rum på Skelager er et naturrum med kondicykel og film fra egne gåture i naturen. Et familierum med bedre plads end i boligerne, så børn og børnebørn får mere lyst til at komme på plejehjemmet. Desuden et musikrum med plads til lydbøger og oplæsning og et aktivt rum til fysisk træning.
Det gennemgående træk for hele besjælings-programmet er, at skabe liv og livsglæde på plejehjemmene, i hjemmeplejen, lokalcentre, sundhedsenheder og klinikker:
- Vi tager udgangspunkt i de lokale ønsker, så det passer ind i deres egen kultur og aktiviteter. Vi skaber forandringen for beboerne, men også for stoltheden hos medarbejdere og med klare signaler til pårørende om, at plejehjem er et hjem med liv og sjæl, siger Dorte Bach Schmidt, projektleder, Sundhed og Omsorg.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.