KØBENHAVN: Københavns Kommune skal nu forklare sig i sagen om de løntilskud, som kommunen i strid med loven har bevilliget til Øens Murerfirma. Det skriver BT.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i et brev til kommunens Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning bedt om en redegørelse på baggrund af en rækker artikler bragt i BT i sidste uge.
Her skrev avisen, at Københavns Kommune mellem 2013-2016 bevilligede løntilskud til 29 medarbejdere fra Øens Murerfirma for mere end en million kroner på trods af, at kommunen ikke sikrede sig de lovpligtige underskrifter fra en medarbejderrepræsentant.
Underskriften skal sikre, at en virksomhed ikke udskifter de fastansatte med billig arbejdskraft i form af løntilskudsansættelser.
Alvorlig sag
Men Øens Murerfirma havde i strid med loven enten ladet en ledelsesrepræsentant skrive under på vegne af medarbejderne, eller også manglede underskriften helt.
I brevet til Københavns Kommune beder Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering også om kommunens vurdering af, hvorvidt den skal betale penge tilbage til staten, da det er staten, der betaler for udgifter til løntilskud.
- Hvis en kommune ikke har overholdt lovgivningen og de vilkår, der gælder for at få tilskud, så skal pengene betales tilbage til staten, siger kontorchef i styrelsen Søren Tingskov.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ser med alvor på sagen.
- Det her er en alvorlig sag for forvaltningen, som går før min tid, skriver hun i et svar og tilføjer, at et nyt digitalt system fremover vil minimere risikoen for fejl.
Lovbruddene fandt sted under Anna Mee Allerslevs (R) tid som beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Helle Bonnesen (K) vil have iværksat en ekstern og uvildig undersøgelse af sagen.
Læs hele historien på bt.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.