
- Det er meget positivt, at vi med trepartsaftalen øger virksomhedernes incitament til at oprette flere praktikpladser. Det er afgørende for væksten i Danmark, at vi sikrer tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft. Og samtidig er det vigtigt for kommunernes unge- og beskæftigelsesindsats, at de unge har mulighed for at finde en praktikplads.
Sådan siger KL-formand Martin Damm (V) som reaktion på den trepartsaftale om praktikpladser og rekruttering, som regeringen traf med arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer fredag eftermiddag.
Martin Damm og næstformand Jacob Bundsgaard (S) har været KL’s repræsentanter i forhandlingerne, og de erklærer sig grundlæggende godt tilfredse med resultatet – først og fremmest på grund af kapitlet om praktikpladser, der ifølge aftalen skal skabe 8.000-10.000 nye praktikpladser.
Jacob Bundsgaard forsikrer, at kommunerne også vil tage deres del af ansvaret for at oprette flere praktikpladser.
- Aftalen giver også de enkelte kommuner et øget incitament til at oprette flere praktikpladser. Og jeg er helt sikker på, at kommunerne som arbejdsgivere på hvert enkelt område vil kigge nøje på, om der er mulighed for at oprette flere praktikpladser, siger Jacob Bundsgaard.
KL understreger, at aftalen ikke giver en fuldstændig løsning på spørgsmålet om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i Danmark.
- Det er meget positivt med flere praktikpladser, men vi har ikke dermed sikret, at alle virksomheder i hele Danmark fremover kan finde tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft. Der vil fortsat være behov for tiltag vedrørende blandt andet mobilitet, styring og dimensionering af uddannelser, målrettet efteruddannelse, og at flere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det kom ikke med i denne omgang, siger Martin Damm.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.