KØBENHAVN: I den nye satspulje-aftale, som fordeler i alt 943 mio. kr. i de kommende fire år, mister Københavns Kommune 58 mio. kr i tilskud årligt.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at man tager nogle midler, fordi de skal bruges til andre projekter rundt omkring. Primært fordi det er de svageste, der kommer til at betale for, at der skal findes på nye ting, siger Københavns socialborgmester Jesper Christensen.
- Der er jo borgere fra hele regionen og andre kommuner, som søger mod vores by. Det har der tidligere været en holdning til, at det i høj grad også var et fælles ansvar. Og det er det ansvar, man svigter i dag, siger han.
København får dog som den eneste kommune fortsat øremærkede midler til hjemløseindsatsen. I alt er der afsat 20 mio. kr. fra 2017 til 2020.
Fordelingen af satspuljemidlerne er aftalt mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative.
'Ubegribeligt'
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) kalder Københavns Kommunes årlige tilskud for 'helt ubegribeligt':
- Satspuljen har aldrig været tænkt som et permanent tilskud til en kommune. I den landsdækkende kommunaløkonomi tages der højde for, hvor mange udsatte borgere der er i en kommune. Og så er det altid hjemkommunen, der betaler, når for eksempel en hjemløs borger tager ophold på et herberg i en anden kommune. Så i sidste ende handler det om, at København som alle andre kommuner skal tage ansvaret på sig, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.
København huser 27 pct. af landets hjemløse og 25 pct. af landets stofmisbrugere. Det påpeger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).
- Nu bliver livsvigtige tilbud lukket, og det er et stort tilbageskridt i kampen mod den sociale ulighed, siger hun i en skriftlig kommentar.
Jesper Christensen kan ikke svare på, om nogle af kommunens indsatser udfases.
På Christiansborg har Enhedslisten, der ikke er med i forliget om satspuljen, indkaldt Karen Ellemann i samråd, oplyser partiets politiske ordfører, Pernille Skipper. Hun kalder beslutningen en 'katastrofe', som 'går over i historien som en af de dårligste beslutninger truffet i satspuljekredsen'.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.