KØBENHAVN: Borgerrepræsentationen i København vedtog tilbage i marts et medlemsforslag om at indføre en egen børnefattigdomsgrænse i kommunen. Der har efterfølgende været et arbejde med at finde frem til, hvilken metode, der skal anvendes til at beregne fattigdomsgrænsen.
Den metode er nu besluttet, ved et møde i Økonomiudvalget tirsdag, og fattigdomsgrænsen implementeres ved slutningen af 2023.
Kommunen har besluttet at anvende den gængse metode til at beregne fattigdomsgrænsen, hvor man vurderes som fattig, hvis en hustand ligger under medianindkomsten. En metode, som kommunen også har anvendt tidligere.
- Børnefattigdom er den sociale begivenhed, som har den største negative effekt på et barns opvækst og senere voksenliv. Derfor er der brug for, at alle fagforvaltninger og udvalg forholder sig aktivt til den nye børnefattigdomsgrænse, siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
En analyse fra AE-rådet, hvor samme beregningsmetode er anvendt viser, at der er 5,5 procent fattige børn i København. Det er højere end landsgennemsnittet, som ligger på 4,7 procent, skriver Københavns socialforvaltning.
Sikrer politisk handling
Meningen med at indføre en egen børnefattigdomsgrænse er bl.a. at gøre det lettere for kommunen at sætte ind og hjælpe børn, der lever i fattigdom. Med fattigdomsgrænsen følger dog ikke nogen beslutning om, hvordan kommunen konkret skal håndtere de sager der måtte opstå.
Fattigdomsgrænsen giver dog politikerne et bedre grundlag for at følge udviklingen, siger Johanne Smidth Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
Signe Færch, der er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening er også begejstret for beslutningen, der, ifølge hende, sikrer politisk handling:
- Som socialrådgivere ved vi, at det er svært at arbejde langsigtet med udsatte familier og gøre op med de problemer, som holder dem fast i fattigdom, hvis mor eller far ikke ved, om de kan skaffe mad på bordet til deres børn eller betale familiens husleje. En børnefattigdomsgrænse kan sikre politisk fokus og handling, så vi kan løfte familier ud af fattigdom.
Børnefattigdomsgrænsen skal opgøres første gang for Økonomiudvalget i slutningen af 2023. Herefter skal den afrapporteres til Økonomiudvalget i en særskilt statusrapport.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.