
På vegne af Kommissionen for den glemte kvindekamp har kommissionsformand Christina Krzyrosiak Hansen i et brev til tre ministre ytret bekymring over spareplanerne, og at Udlændinge- og Integrationsministeriet har valgt at sætte bevillinger for 64 mio. kr. i bero, frem til der er fundet en konkret udmøntning af besparelsen.
Blandt de organisationer, der har fået sat bevilingerne i bero, har en del indsatser, der skal hjælpe kvinder udsat for æresrelateret social kontrol.
Anbefalinger uden handling
Kommissionen for den glemte kvindekamps arbejde har stået stille siden 2022, da den kom med anbefalinger mod social kontrol og for mere ligestilling i indvandrermiljøer.
En af anbefalingerne var at forbyde piger at gå med tørklæde i folkeskolen. Her fik kommissionen kritik for ikke at have besøgt skoler i forbindelse med forslaget om tørklædeforbud.
Blandt de andre anbefalinger var kommunale beredskabsplaner mod æresrelateret social kontrol og skærpet kontrol med muslimske friskoler. Siden da er der ikke blevet handlet konkret på anbefalingerne.
Du kan læse det fulde brev, som er sendt til udlændinge- og integrationsministeren, finansministeren og justitsministeren, her:
"Kære Kaare Dybvad Bek, Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard
Vi ser med stor bekymring på, at regeringen lige nu vælger at tilbageholde de statslige bevillinger til en lang række organisationer og kommunale tiltag, som arbejder med bekæmpelsen af æresrelateret social kontrol.
I regeringsgrundlaget står, at regeringen ”ønsker et større og vedholdende fokus på, hvordan vi som samfund gør op med negativ social kontrol, så piger og kvinder med indvandrerbaggrund nyder samme rettigheder og frihed som danske kvinder og mænd.”
Det harmonerer dårligt med, at regeringen samtidig lægger op til at skære 27 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 på integrationsindsatser og i den forbindelse tilbageholder bevillingen på finansloven for 2024 til en lang række organisationer, der inden længe kan blive tvunget til at lukke eller nedskalere deres indsatser.
I Kommissionen for den glemte kvindekamp har vi af regeringen fået den vigtige opgave at komme med anbefalinger og initiativer til bekæmpelsen af æresrelateret social kontrol.
Det virker besynderligt, at vi er sat i verden for at komme med anbefalinger til en målgruppe, når der samtidig tages penge fra dem, der arbejder med disse indsatser.
Det drejer sig bl.a. om Børnetelefonen, kommunale sikkerhedskonsulenter, RED's krisecentre og Danners rådgivning og psykologstøtte samt udslusningsboliger.
Det er godt, at regeringen blæser til kamp mod æresrelateret social kontrol. Det er kommissionens forhåbning, at regeringen også vil prioritere de nødvendige midler, så vi kan komme disse problemer til livs og give kvinderne kvalificeret hjælp og støtte.
Med venlig hilsen
Christina Krzyrosiak Hansen
formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp"
mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.