De tusindvis af kontanthjælpsmodtagere, der ikke har kunnet levet op til kravene om at arbejde 225 timer årligt, vil fra i dag få nedsat deres kontanthjælpsydelse. Det gælder dog ikke den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som kommunerne har valgt at undtage fra 225-timersreglen.
Nu viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der er meget stor forskel på, hvor mange kontanthjælpsmodtagere de forskellige kommuner vælger at undtage fra den nye regel. Det skriver Dagbladet Information.
Eksempelvis har Skanderborg Kommune undtaget 79 pct. af kontanthjælpsmodtagerne fra reglen, mens Hedensted Kommune en halv times kørsel længere sydpå, kun har undtaget 32 pct. fra den nye regel. I Nordsjælland er forskellene endnu større. I Gribskov Kommune har man undtaget 60 pct., mens man i nabokommunen Halsnæs kun har undtaget 8 pct. fra 225-timersreglen.
- De store forskelle giver en mangel på retssikkerhed for kontanthjælpsmodtagerne. Årsagen til de forskellige vurderinger er i første række det hastværk, man har haft i Beskæftigelsesministeriet, siger Nina von Hielmcrone, lektor i socialret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet til Information.
Hun henviser til, at der blot gik 14 dage, fra loven blev vedtaget 17. marts, og til den trådte i kraft 1. april. I løbet af de 14 dage har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sendt breve og vejledninger til kommunerne tre gange. Den resterende vejledning er først kommet, efter loven trådte i kraft, fremgår det af styrelsens egen aktivitetsplan for implementering af loven.
Skanderborg-borgmester Jørgen Gaarde (S), forklarer over for Politiken, at kommunen ikke administrerer reglen blidere end andre kommuner, men at 'vi har en lav andel kontanthjælpsmodtagere og landets næstlaveste ledighed. De kontanthjælpsmodtagere, der er tilbage, er derfor dem, som er sværere stillet, har færre kompetencer og derfor har svært ved at varetage et fuldtidsjob'. Han tilføjer, at kommunens høje procentsats således nødvendigvis må sidestilles antallet af kontanthjælpsmodtagere.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.