21 kommuner har ansøgt social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) om at blive såkaldte frikommuner, fordi de mener, at nogle af reglerne på beskæftigelsesområdet gør mere skade end gavn.
Det skriver Ugebrevet A4, der har fået aktindsigt i kommunerne ansøgninger.
I deres ansøgninger skriver kommunerne, at de mange detaljerede krav beslaglægger for mange ressourcer og i øvrigt er uforståelige for borgerne.
- Vi kan ikke altid tilrettelægge den indsats, som giver mest mening for borgerne. Vi er nødt til at følge lovgivning og proceskrav uden at se på, om det giver mening, siger Netta Ben-Yedidia, konsulent i jobcentersekretariatet i Aalborg Kommune, til Ugebrevet A4.
De 21 kommuner har sammen udformet ønskerne om at slippe for regler og sendt fire samlede ansøgninger til Social- og Indenrigsministeriet.
Væk med de skemalagte samtaler
Højt på ønskesedlen står, at kommunerne gerne vil slippe for skemalagte samtaler med ledige og syge. For eksempel skal jobcentret følge op på syge borgere hver fjerde uge. Det gælder, selv om borgere har kræft og får kemoterapi hver tredje uge, så behandling og samtaler ikke hænger sammen.
- Det giver ingen mening at følge op hver fjerde uge, når man ved, at der er et langt sygdomsforløb. Men det kan ikke fraviges. Borgerne bliver trukket i ydelse, og kommunen i refusion, hvis reglerne ikke bliver fulgt, siger Bent Jørgensen fra Roskilde Kommune til Ugebrevet A4.
På Christiansborg møder kommunernes ønske om enklere regler forståelse hos både beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og Socialdemokraternes ordfører Leif Lahn.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.