Flere gange har regeringens ministre og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rost indførelsen af kontanthjælpsloftet som et af regeringens vigtigste politiske resultater. Men i samme moment har regeringen og Løkke overdrevet og oversolgt loftets reelle effekt.
'Jeg glæder mig over, at kontanthjælpsloftet har betydet, at der er 16.700 færre danskere på kontanthjælp' sagde Løkke for eksempel den 9. januar, da han opgav forhandlingerne om en 'ambitiøs' skattereform.
Men det er direkte forkert, lyder vurderingen fra flere økonomer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
- Det generelle fald, der har været i antallet af kontanthjælpsmodtagere, kan man ikke henføre til den reform, der er gennemført, siger økonom i Rockwool Fonden Anders Bruun Jonassen.
Regeringens embedsmænd gør selv i en rapport fra sidste uge opmærksom på, at faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke skyldes kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.
'Konjunkturudviklingen og udviklingen i flygtningetilstrømningen spiller en væsentlig rolle for faldet i det samlede antal kontanthjælpsmodtagere,' står der i effektevalueringen fra Beskæftigelsesministeriet.
Med denne rapport, der forsøger at rense effekten for op- og nedture i dansk økonomi, i hånden konkluderede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ellers i en pressemeddelelse, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen 'virker', samt at de to initiativer øger beskæftigelsen med i alt 600 personer på sigt.
Men heller ikke denne samlede, men mere begrænsede effekt er der belæg for, lyder kritikken. Evalueringen viser, at en mindre gruppe kontanthjælpsmodtagere kom i beskæftigelse eller uddannelse efter gennemsnitligt 'et år og godt to dage' på kontanthjælp, hvor det før indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen skete efter 'et år og knap seks dage'.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.